23948sdkhjf

HTH-stifter og familien vender tilbage til køkkenerne

En dansk erhvervsfamilie kaster sig nu for alvor ind i kampen om de danske køkkenkunder.

Læs også: Multiform vil sælge brugte køkkener

– Vi har gået og kigget på køkkenbranchen i mange år, men jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg aldrig skulle ind i det, fortæller Jørgen Haahr, direktør og medstifter i det nye selskab Vallø Køkkener.

At køkkener umiddelbart ikke var noget, han havde planer om at kaste sig over, hænger sammen med Jørgen Haahrs stamtræ. Han er søn af Tonny Haahr, der i 1966 var med til at grundlægge HTH, så ”der har familien jo allerede været”, som han formulerer det. Ikke desto mindre er familien nu der igen, og også med opbakning fra HTH-grundlæggeren, der er en del af selskabets bestyrelse. 

– Når vi alligevel vælger at gøre det, er det fordi, vi synes, det var en god mulighed; vi har haft savværk og produktion i Ukraine i godt og vel tyve år, og der kan vi lave stort set hvad som helst af det træ, vi får ind, fortæller Jørgen Haahr.

De seneste ti år har det blandt andet betydet en produktion af institutionsmøbler som børnegarderober, ligesom fabrikken årligt spytter mellem 35 og 40 mio. rørepinde til maling ud.

Læs også: Køkkenbutik slår dørene op til loungestemning og vinkælder

– Nu har vi udfaset møbelproduktionen, og vi har efterhånden været i gang med at producere køkkener dernede i et par år, fortæller Jørgen Haahr.

Et hul i markedet
I første omgang er køkkenerne blevet solgt til ukrainske privatkunder, og efter det danske selskab blev oprettet i efteråret, har Vallø Køkkener haft held med at få foden inden for hos flere danske kontraktkunder. Nu kommer turen til de private, når de i weekenden slår dørene op til et nyt showroom i Horsens.

– Officielt åbner vi på fredag, så det er lige oppe over, men det har stået færdigt, så vi har kunnet bruge det i en måneds tid nu, fortæller Jørgen Haahr, der indtil videre har oplevet, at kunderne har taget godt imod det nye brand.

Og selvom kampen om køkkenkunderne er hård og i høj grad domineret af tunge spillere som Nobia- og TCM-koncernerne, vurderer den nye spiller, at der er et hul at fylde i markedet.

– Jeg synes, køkkener er dyre herhjemme, især når de er lavet af massivtræ, så jeg vil mene, at der findes et hul, hvor vi kan lægge os i et lidt billigere segment, lyder vurderingen.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.079