23948sdkhjf

Nikes salg og indtjening rasler ned på grund af coronakrisen

Omsætningen i det amerikanske sportsudstyrsfirma Nike faldt med næsten 40 procent i det seneste kvartal.

Selskabets fjerde regnskabskvartal, der sluttede 31. maj, endte med et underskud på 790 millioner dollar, fordi salget raslede ned. Underskuddet svarer til 5,25 milliarder kroner.

Det fremgår af selskabets regnskab for fjerde kvartal, der er offentliggjort torsdag aften, skriver Reuters.

I samme kvartal året før havde Nike til sammenligning et overskud på næsten én milliard dollar.

Omsætningen i dette års fjerde kvartal faldt med 38 procent til 6,31 milliarder dollar (41,9 milliarder kroner).

Nedgangen i salget af beklædning og fodtøj til sportsfolk omfatter stort set alle geografiske regioner.

På hjemmemarkedet i Nordamerika droppede salget 46 procent til 2,23 milliarder dollar. Nogenlunde samme nedgang var der i Europa og Afrika.

I Kina, hvor myndighederne lukkede ned før resten af verden og allerede begyndte genåbningen i marts, faldt salget kun med cirka tre procent til 1,65 milliarder dollar.

Omsætningsfaldet og det store underskud kommer bag på finansanalytikere, som ifølge AFP havde ventet et lille overskud for kvartalet og et noget mindre dyk i salget end rapporteret.

På børsen i New York faldt kursen på Nikes aktier med over tre procent, efter at de værre end forventede tal blev kendt af markedet.

Indeværende kvartal, som er det første i Nikes nye regnskabsår, tegner umiddelbart til at blive bedre, fordi mange lande igen tillader butikker at holde åbent.

På verdensplan har Nike nu genåbnet 90 procent af alle sine forretninger. I Kina er det næsten 100 pct., mens 15 procent af butikkerne i Nordamerika stadig er lukket, skriver Bloomberg News.

/ritzau/

Læs mere om: Nike
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097