23948sdkhjf

Chokolade-konkurs med til at skabe massive problemer for Wholi

Ikke nok med, at den københavnske insektvirksomhed Wholi har måttet opgive at hedde Wholi som følge af juridiske problemer - også konkursen i marts hos chokoladeproducenten Konnerup & Co.har været med til at give Wholi-stifterne Jessica Buhl-Nielsen og Malena Sigurgeirsdóttir et svært forår.

- Konnerup & Co. producerede vores dadelbaserede insektbars, så det var et problem, da den mulighed pludselig forsvandt. Heldigvis har vi nogle backup-muligheder, og lagrene er også fyldt op, fordi salget i Tyskland er sat på pause, fortæller Jessica Buhl-Nielsen.

Hun tilføjer, at Wholi - der netop har offentliggjort et navneskifte til "Hey Planet" som følge af truslen om en retssag i Tyskland - er i fuld gang med at finde en ny produktionspartner.

Også selv om Konnerup & Co. i maj blev reddet efter konkursen og nu producerer sine egne produkter igen.

Testproduktion
- Da Konnerup & Co. gik konkurs, måtte vi jo ud og finde en anden løsning, så vi var allerede videre, da de blev reddet fra konkursen. Nu er vi i gang med at få testproduceret hos en anden producent, og jeg regner med, at en endelig aftale snart er på plads, siger Jessica Buhl-Nielsen.

Wholi/Hey Planet har også en produktion placeret i Hobro, hvor Knæk og Bræk laver de to insektkvinders knækbrød.

Under alle omstændigheder har de seneste tre-fire måneder ifølge Jessica Buhl-Nielsen været ualmindeligt turbulente for hende og Malena Sigurgeirsdóttir. Med navnesag, producentkonkurs og coronakrise som nogle af de helt store knaster.

- Men vi er sådan lidt gearet til, at der altid sker alt muligt sindssygt, fastslår hun.

Gang i eksporten
De juridiske problemer handlede om, at juiceproducenten Wholey Juice krævede Wholi-navnet stoppet, fordi navnene minder for meget om hinanden. Jessica Buhl-Nielsen og Malena Sigurgeirsdóttir blev anbefalet af advokater ikke at køre retssagen, da de  højst sandsynligt ville tabe, og i stedet har de valgt at skifte til det nye navn.

Coronakrisen og risikoen for en retssag i Tyskland betød, at Wholis eksport, som udgør cirka halvdelen af salget, gik i stå. Men det er kun midlertidigt, er indehaverne overbevist om:

- Vi fik jo en investering i efteråret fra Megatrend Invest, og de penge skal gå til at sætte gang i en vækst, specielt på eksporten. Vi har mest kig på Tyskland, men også på Japan. Pengene er ikke brugt, der skal gerne være til lang tid, siger Jessica Buhl-Nielsen, som fortsat ikke ønsker at oplyse detaljer om investeringens størrelse. Men der er tale om "et betydeligt millionbeløb".

Af Wholis 2019-regnskab fremgår det, at virksomheden sidste år havde et underskud på lidt over en halv million kroner.

Det skyldes ifølge Jessica Buhl-Nielsen blandt andet, at der er blevet brugt en del penge på udvikling, blandt andet af emballage, og at en ny distributionspartner er blevet kørt på plads.

Virksomheden, der altså nu hedder Hey Planet, har ud over de to stiftere fire medarbejdere: En studentermedhjælper, to praktikanter og en ungarbejder.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125