23948sdkhjf

Boghandlerne står stærkt trods digital konkurrence

Som alle kulturindustrier undergår også bogbranchen en digitalisering i disse år. Branchechef tror på en lys fremtid, hvis boghandlerne tør være alt det, internethandlen ikke er

 Et rum fyldt med den distinkte lugt af nye bøger. Følelsen af siderne på fingerspidserne, når man bladrer igennem dem. Bogens tyngde i ens hænder, mens man overvejer, om det er den, der skal med hjem til bogreolen. En butik med ansatte med et litterært overblik, som man kan spørge til råds om anbefalinger eller inspiration.

Ovenstående er stadig det miljø, der trækker mest i danskerne, når der skal anskaffes nyt læsestof. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Den fysiske boghandel leverede i 2019 50 procent af danskernes seneste bogindkøb, mens de resterende bøger blev købt i supermarkeder, bogklubber, på internettet og via andre digitale tjenester. Det viser den seneste rapport fra Bogpanelet, som er nedsat af Kulturministeriet.

Kigger man på de fysiske boghandleres markedsandel, står de samlet set for omtrent en tredjedel af omsætningen i den danske bogbranche. Denne position i feltet har de fysiske boghandlere formået at fastholde på trods af den stigende digitalisering, der også kommer rullende i bogbranchen.

Niels Trangbæk, der har drevet boghandel i Rønde på Djursland i 40 år, har endda oplevet fremgang på det seneste – og det på trods af coronakrisen.

– Fra den 1. januar til den 30. juni 2020 har vi haft en fremgang på bogsalget på 10 procent i forhold til året før. Og i juni alene registrerede vi en omsætningsfremgang på 30 procent på bøgerne. Sådan et tal har vi ikke oplevet i mange, mange år, siger han og peger på coronanedlukningen, der gav mange mere tid til at læse, og den pandemipåvirkede sommerferie, hvor mange er blevet hjemme, som mulig forklaring på successen.

Under coronakrisen er der også sket en stigning i brugen af e-bøger og lydbøger. Og selvom danske boghandlere generelt står solidt, er det da heller ikke sådan, at den digitale udvikling de senere år slet ikke har haft nogen betydning for danskernes bogkøbsvaner.

Fra 2010 til 2019 er andelen, der køber deres bøger online, steget med knap 10 procentpoint, så de digitale køb nu udgør 23,3 procent af danskernes seneste bogkøb. Men på trods af de nye muligheder, der er fulgt med digitaliseringen af bogbranchen, såsom både national og international internethandel, bog-streamingstjenester som Mofibo eller lån af e-bøger, så har digitaliseringen endnu ikke tromlet over bogbranchen med samme kraft, som man eksempelvis har set i musikkens verden. Her er streamingtjenesterne en altdominerende faktor i danskernes musikvaner et lille årti efter den første lancering.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.078