23948sdkhjf

Dagligvarekæder skruer op for egne mærker i jagten på kunderne

X-tra, Änglamark, Princip og Gestus. Det vælter med det såkaldte private label-varer i den danske dagligvarehandel, hvor flere aktører agter at skrue yderligere op for de private mærker i kampen om kundernes loyalitet. Ifølge brancheforening kan det dog gå ud over gennemsigtigheden.

Det skriver Finans.

Ifølge detailhandelsekspert Flemming Birch fra konsulenthuset Birch og Birch er stigningen i private label-varer et udtryk for, at kæderne forsøger at skabe identitet i et presset marked, hvilket er afgørende for kundeloyaliteten.

Både hos Coop Danmark og i Rema1000 bekræfter man, at andelen af egne varer er vokset de seneste år, og det samme gør sig gældende for Salling Group.

– Vores andel af egne mærker er vokset 3-4 procentpoint de seneste år. De giver mulighed for at differentiere os i et marked med hård konkurrence og en høj butikstæthed. Vi vil også fortsat gerne have tæt samarbejde med mærkevarer. De to produkttyper kan leve stærkt sammen. Men vi har fokus på at udvide yderligere med egne serier, siger Jean Ladehoff, chef for private label, Salling Group til mediet.

Hos brancheorganisationen Mærkevareleverandørerne mener adm. direktør Niels Jensen, at de mange private label-varer kan gøre det svært for forbrugerne at sammenligne priser på tværs af kæderne.

– Kædernes store ønske om at differentiere sig med private label har den risiko, at forbrugerne ikke får transparens, som hvis prisen på den samme kendte mærkevare kan sammenlignes fra butik til butik, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156