23948sdkhjf

Lukkede butikker har kostet Puma millioner under corona

Tyske Puma har i andet kvartal været berørt af coronaudbruddet, der har lukket butikker og givet mindre salg.

En periode med lukkede butikker har i andet kvartal kostet salg og indtjening for Puma. 

Det fremgår af halvårsregnskabet fra den tyske producent af sportsudstyr.

Samlet har Puma i andet kvartal solgt for 6,2 milliarder kroner. Det er et fald på 30,7 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Det markant lavere salg har gjort ondt på selskabets bundlinje, der er faldet til et minus på 712 millioner kroner fra et plus på 370 millioner kroner året før. 

I en kommentar kalder selskabets administrerende direktør, Bjørn Gulden, andet kvartal for det sværeste kvartal, han nogensinde har oplevet. 

- Et virus, der lukkede 85 procent af hele den globale detailhandel inden for sport og mode, var en oplevelse, jeg aldrig har oplevet før, siger den norske direktør. 

Ifølge Puma er salget i andet kvartal gået ned i alle regioner og inden for alle produktkategorier. 

Det vil sige eksempelvis inden for mode samt udstyr til fodbold, golf og løb. 

Der har dog også været lyspunkter i andet kvartal. 

I løbet af maj, der ligger cirka midt i kvartalet, er flere butikker begyndt at genåbne. 

Det har været med til at give mere salg for Puma, uden at det har været nok til at undgå et samlet fald for kvartalet. 

Ved udgangen af juni har 85 procent af de butikker, som Puma selv ejer og driver, igen haft åbent. 

Puma er en af de største producenter af sportsudstyr i hele verden. 

Selskabet blev grundlagt i slutningen af 1940'erne af Rudolf Dassler. Hans bror, Adolf "Adi" Dassler, skabte omkring samme tid konkurrenten Adidas. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204