23948sdkhjf

Højere cigaretpriser sender inflationen i vejret

Forbrugerpriserne steg med 0,5 procent i juli sammenlignet med samme periode sidste år.

I april blev afgifterne på cigaretter sat op, og det har været med til at give højere inflation i Danmark.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som tager forbehold for, at det har været sværere end normalt at indsamle priser på grund af coronaudbruddet.

Samlet steg forbrugerpriserne - eller inflationen - med 0,5 procent i juli sammenlignet med samme måned sidste år. Det er primært cigaretter, som trækker op.

1. april steg prisen på en pakke cigaretter til i gennemsnit 55 kroner fra cirka 40 kroner. I 2022 skal de stige til 60 kroner.

Danmarks Statistik skriver, at priserne på de cigaretter, der bliver solgt, endnu ikke fuldt ud afspejler de højere afgifter. Altså bliver der fortsat solgt cigaretter, som endnu ikke er pålagt de nye priser.

Det kan for eksempel være, fordi kiosker har købt store partier med cigaretter, før de nye afgifter trådte i kraft.

De kommende måneder forventes priserne på cigaretter derfor at stige, skriver Danmarks Statistik.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge, men for en økonomi vil man gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

I begyndelsen af coronaudbruddet var der blandt økonomer en frygt for, at priserne ville begynde at falde - også kendt som deflation.

Det ville være problematisk for økonomien som helhed, da udsigt til lavere priser i fremtiden kan få forbrugerne til at holde igen med at bruge penge, fordi de forventer at kunne gøre et kup senere.

- Det er en god økonomisk nyhed, at der er en bund under inflationen, og at priserne så småt er begyndt at stige igen, siger Bo Sandberg, der er cheføkonom i Dansk Byggeri.

- Det meste tyder da også på, at lavpunktet af økonomiske dårligdomme i kølvandet på coronapandemien blev nået i april, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08