23948sdkhjf

Modebranchen skal genoprettes med fokus på bæredygtighed

Selvom konsekvenserne af covid-19 har været mindre end frygtet, er modebranchen hårdt ramt af den globale pandemi og står til at miste en stor del af omsætningen.

Det er gået bedre end frygtet.

Sådan lyder den korte opsummering af brancheorganisationen Dansk Mode & Textils (DM&T) nye analyse af modebranchens første halvår i covid-19's tegn, fortæller organisationen i en pressemeddelelse.

I starten af april frygtede branchen en tilbagegang i omsætningen på 30 %, men forventningen op til denne uges Copenhagen Fashion Week er nu faldet til 10-15 % tilbagegang, hvilket betyder en omsætningstilbagegang på 4,5-7 mia. kr.

Men det betyder ikke, at branchens udfordringer er ophørt. Der er derfor behov for at se på den langsigtede genopretning, lyder det fra DM&T's adm. direktør Thomas Klausen:

- Selvom vi har set klare tegn på bedring siden maj, er det vigtigt, at vi som branche også holder et langsigtet fokus. Covid-19 har allerede forandret branchen, og vi kommer til at se langsigtede effekter. Coronakrisen har givet anledning til refleksion i branchen, og vi begynder allerede nu at se ændringer i måden, branchens virksomheder driver deres forretning på, siger han. 

Han fortæller, at mange danske modevirksomheder har trykket hårdere på speederen i den bæredygtige omstilling, hvilket han ser som en direkte konsekvens af covid-19.

Den globale pandemi har også spændt ben for den fysiske handel med tøj. Det har fået forbrugerne til at vende blikket mod online-butikkerne, ligesom den igangværende Copenhagen Fashion Week også finder sted i en langt mere digitaliseret form.

- Vores medlemmer melder om en stigning på næsten 20 % i salget via digitale kanaler, og det understreger den stigende vigtighed af at være tilgængelig online. Men digitaliseringen får også indflydelse på måden, modevirksomhederne udvikler, fremviser og sælger deres kollektioner på. Som virksomhed er man nødt til at se på alle processer og finde ud af, hvor de digitale løsninger kan styrke forretningen, siger Thomas Klausen.

DM&T har påbegyndt arbejdet med en genopretningsplan og vil i de kommende måneder fokusere på en række konkrete tiltag.

Fakta om covid-19's effekt på den danske modebranche

  • Den danske modebranche forventer i 2020 et fald i omsætningen på 10-15 %. I 2019 omsatte branchen for 46 mia. kr.
  • Eksporten af beklædning udgjorde i 2019 31 mia. kr. I første halvår af 2020 er eksporten faldet 13 % sammenlignet med samme periode sidste år.
  • Godt halvdelen af DM&T's medlemmer har været nødsaget til at afskedige som konsekvens af covid-19. 32 % forventer at skulle afskedige i løbet af andet halvår.
  • Mens salget i detailhandlen med beklædning i både Danmark og udlandet er faldet, er det digitale salg. DM&T's medlemmer har i gennemsnit øget salget i de digitale kanaler med 18,5 % i forhold til det foregående halvår.
  • 15 % af DM&T's medlemmer forventer alvorlige likviditetsproblemer, når de statslige hjælpepakker udløber.

Kilde: DM&T og Danmarks Statistik. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119