23948sdkhjf

Zalandos salg er vokset med milliarder under nedlukning

Den tyske koncern Zalando har løftet salget med 27 procent til 15,2 milliarder kroner i andet kvartal.

Foråret var præget af nedlukning i store dele af verden, hvor mange holdt sig hjemme, og det har man kunnet mærke hos tøjselskabet Zalando, der primært sælger tøj på nettet.

Det tyske selskab har løftet salget med 27 procent i andet kvartal til 15,2 milliarder kroner.

Det viser regnskabet fra tøjkoncernen, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Samtidig er overskuddet næsten tredoblet til 913 millioner kroner.

- Vi er kommet stærkere ud af den første bølge af pandemien, end da vi gik ind i den, siger finansdirektør David Schröder i en kommentar til regnskabet.

Zalando har ifølge sit regnskab 34 millioner aktive kunder. Det tal er steget med seks millioner over det seneste år.

Zalando blev skabt i 2008 med speciale i at sælge sko på nettet. Siden 2010 har selskabet ekspanderet voldsomt til en stribe lande i Europa og sælger tøj, sko og accessories fra en lang række brands.

Blandt Zalandos ejere er danske Bestseller, der er ejet af Anders Holch Povlsen - en af landets rigeste.

Zalando forventer for hele 2020 en stigning i salget på mellem 15 og 20 procent sammenlignet med sidste år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078