23948sdkhjf

Schulstad-fabrik kører igen på fuld styrke efter mug-lukning

Brødproducenten Schulstads fabrik i Avedøre er igen oppe på fuld produktion, efter at Schulstad så sig nødsaget til at lukke fabrikken fra torsdag til lørdag i sidste uge.

Og nu tyder alt på, at virksomheden har overvundet de mugproblemer, der har plaget fabrikken i den senere tid, og som var årsag til lukningen.

Det fortæller kommunikationsdirektør Tine Greve fra Lantmännen Unibake, der ejer Schulstad, til Food Supply.

- Vi har været hver eneste kvadratcentimeter på produktionslinjen igennem, og vi har set på alle tænkelige årsager. Alt har været i spil - procedurer, mekanik, teknik, menneskehænder, temperaturer ...

- Det er svært at sige, hvad der har været den præcise årsag til mugproblemerne, og det kan også være, at det var et samspil af flere faktorer. Men vi har foretaget en lang række foranstaltninger, og alle tests siden lørdag har været i orden. Så vi har en stærk formodning om, at problemet nu er væk fra linjen, siger Tine Greve.

Hun nævner også, at den seneste tids fund af mug hovedsageligt er gjort i Schulstad egne referenceprøver.

- Vi har ikke fået så mange forbrugerhenvendelser. Jeg kender ikke tallet, men det er relativt få, konstaterer kommunikationsdirektøren.

- Ingen brødmangel

Hun nævner, at der ikke har været mangel på brød i markedet som følge af problemerne i Avedøre.

- Vi laver jo også rugbrød på vores fabrik i Pandrup, og der har vi haft skruet op for produktionen. Det betyder, at der er kommet rugbrød nok ud, selv om man ikke har kunnet få alle de sædvanlige typer, fordi nogle kun bliver lavet i Avedøre, fortæller hun.

- Under alle omstændigheder er det klart, at det har givet vores kunder udfordringer, og det er vi meget ærgerlige over, tilføjer Tine Greve.

Hun ønsker ikke at oplyse, hvor mange rugbrød der er blevet kaldt tilbage, eller hvor mange der ikke blev produceret under de to dages produktionsstop.

- Men det er jo i sagens natur ret store mængder, siger kommunikationsdirektør, der heller ikke vil ind på, hvad mugsituationen har kostet Schulstad.

Fødevarestyrelsen har tre gange inden for de seneste par uger meldt om mug og tilbagekaldte Schulstad-rugbrød. Senest fremgik det på styrelsens hjemmeside, at 19 nye varianter var kaldt retur, men det viser sig nu, at der har været nogle forviklinger, og at de 19 varianter var indeholdt i det tal på 25 varianter, som tidligere var meldt ud.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078