23948sdkhjf

Tøjsalget er eksploderet på nettet, men de store modehuse skummer fløden

Det er de store aktører i tøjindustrien, der tager den største bid af kagen, når det kommer til stigningen af danskernes indkøb online.

Tøjbutikkernes netsalg er vokset med 18.5 procent i andet kvartal 2020, hvis man sammenligner med samme periode sidste år. Det skriver Børsen på baggrund af en analyse foretaget af brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.

Men de små tøjbutikker med en omsætning på 1-25 millioner kroner har kun øget deres onlinesalg med 14 procent og trækker dermed gennemsnittet ned.  Det er ifølge direktør i brancheorganisationen Thomas Klausen et udtryk for den hårde konkurrence.

- Der er millionvis af hjemmesider, hvor du kan sælge tøj. Så er spørgsmålet, om du har et brand, der er kendt nok, til at folk kan finde det, og er til stede på de store platforme. Det er jo en global konkurrenceplatform, siger han til Børsen.

Coronakrisen har fået flere butikker i modeindustrien til at satse på de digitale løsninger. Det viser en rapport, som konsulenthuset McKinsey foretog i forsommeren. Samme vurdering lyder fra Thomas Klausen, der i Juni udtalte dette til Finans:

- Med produktion for manges vedkommende i lande langt væk, mens designere er her og salget ligger spredt over også mange andre lande, har krisen med lukkede landegrænser og uden rejseaktivitet fået flere til at tænke på at rulle flere digitale løsninger ud. Det for både at spare penge, tid og endda øge bæredygtigheden.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.137