23948sdkhjf

Toldere finder tusindvis af ulovlige piller i pakker og post

På få år har Toldstyrelsen set en firedobling i antallet af sager om ulovlig import af Tramadol-piller.

Toldstyrelsen finder et stigende antal ulovlige piller, når styrelsen kontrollerer pakker og post, der kommer til Danmark.

I 2018 beslaglagde styrelsens medarbejdere 16 gange pakker med i alt 15.000 ulovlige piller med det smertestillende middel Tramadol. 

I 2019 steg det til 68 sager med i alt knap 100.000 ulovlige Tramadol-piller. 

Og stigningen ser ud til at fortsætte med foreløbig 33 sager med i alt 51.000 ulovlige Tramadol-piller i første halvdel af 2020.

Senest fandt styrelsens toldere i begyndelsen af august 6.580 ulovlige piller i to postpakker afsendt fra Storbritannien.

- Køber man ulovlig medicin, har det ikke kun en økonomisk konsekvens i forhold til told, moms og afgifter.

- Men medicinen kan også udgøre en decideret sundhedsrisiko, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen Preben Buchholtz i en skriftlig kommentar.

Tramadol er ifølge hjemmesiden min.medicin.dk et morfinlignende middel med en smertestillende effekt.

I Danmark er privat import af Tramadol en overtrædelse af lægemiddellovgivningen.

Ifølge Preben Buchholtz kan man ikke være sikker på, om den importerede medicin virker eller i værste fald er decideret skadelig.

Det handler ifølge kontroldirektøren først og fremmest om profit for de udenlandske smuglere af midlet.

- Følg i stedet sundhedsmyndighedernes råd om at købe medicin hos en godkendt forhandler, siger han.

Toldstyrelsen foretager løbende kontrol af pakker og post, der kommer til Danmark.

Styrelsen har kontrolenheder i hele landet, blandt andet i Københavns Lufthavn og ved grænseovergangen i Padborg.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109