23948sdkhjf

Dansk netsupermarked satser butikken

Med en ny strategi vil Osuma.dk have fat i alle landets brugsforeninger. Lykkes det ikke at tjene penge næste år, er fremtiden uvis.

Det danske netsupermarked Osuma.dk gør nu et sidste, afgørende forsøg på at finde sin plads i en del af dagligvarehandlen, som netop nu vokser med høj fart.

Efter flere år med milliontab er Osuma, der er ejet af Brugsforeningen Tryg, næsten i mål med en omlægning af sin forretningsmodel. Den nye satsning er med til at afgøre fremtiden for netsupermarkedet, siger direktør Carsten Milek Pahlke til RetailNews.

Tidligere var det Osuma, som stod for at drive netsupermarkedet. Varerne blev pakket i udvalgte Coop-butikker, hvorefter Osuma håndterede distributionen. Sådan er det ikke længere.

Selve Osuma.dk, hvor brugsforeninger og butikker kan sælge deres varer online, består. Men Osuma har nu også bygget en platform, Vekto, hvor brugsforeninger og butikker selv kan tage mere ejerskab over deres onlinesalg af dagligvarer.

- Vi har kort sagt bygget en platform, som man som brugsforening eller købmandsbutik kan købe sig ind i, siger Carsten Milek Pahlke.

Den sidste kilometer ud til kunden

For et månedligt beløb kan butikkerne og brugsforeningerne bruge platformen til at sælge deres dagligvarer, og de kan selv vælge det sortiment, de ønsker at have online. Dernæst kommer Osuma med forslag til, hvordan varerne kan pakkes. Osuma kan også – for en månedlig merpris – hjælpe med kundeservice og markedsføring.

Den enkelte brugsforening eller butik skal selv stå for levering, men Osuma har bygget en software, som kan optimere kørsler.

Carsten Bank-Mikkelsen, formand for Osuma og Brugsforeningen Tryg, bruger som eksempel en lokal brugs, der i forvejen har en varebil.

- Hvis den allerede kører varer ud fra Coop.dk MAD, kan den nu også fyldes med varer fra Osuma. Da kommer der pludselig rentabilitet i bilen – og så er logistikken ikke længere den store akilleshæl for at få dagligvaresalg online til at hænge sammen, siger Carsten Bank-Mikkelsen til RetailNews.

Osuma har i årevis dystet om at levere dagligvarer til danskerne online med særligt Nemlig.com. Coop leverer også dagligvarer til døren, og det samme vil Salling Group med en ny, stor satsning.

Næste år bliver afgørende

I år kommer Osuma ud med et underskud i størrelsesordenen 1,5-2 mio. kr., fortæller Carsten Bank-Mikkelsen.

- Vi bruger i år som et transformationsår. Næste år skal vi tjene penge. Vi skal fastholde omsætningen og overbevise brugsforeninger om at købe sig ind på platformen. Lykkes det ikke, bliver vi nok snart nødt til at kigge os selv i spejlet, siger formanden.

Den melding bakker direktøren op om.

- Det er nu, vi skal bevise forretningsmodellens værd. Vi har ambitioner og lyst, men hvis ingen vil med, er det klart, at vi skal overveje, hvad vi så gør, siger Carsten Milek Pahlke.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203