23948sdkhjf

Bekymret direktør: Hvis Amazon vil tage Danmark, tager de Danmark

Amazon har især ét stort trumfkort, når den amerikanske netmastodont indtager Danmark. Køb lokalt, lyder opfordringen fra direktøren i Indeks Retail.

Direktøren for Bog & Idé og Legekæden er bekymret. Reelt bekymret. Hun ser, hvordan den amerikanske mastodont Amazon gør sit indtog i flere europæiske lande og snart banker på Danmarks dør.

Når det sker, kommer det til at ændre alt for dansk detailhandel, forudser Marianne Lyngby Pedersen. Og den detailkoncern, hun står i spidsen for, står formentlig forrest i skudlinjen.

- Hvis Amazon vil tage Danmark, tager de Danmark. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Marianne Lyngby Pedersen til RetailNews.

Afviser priskrig

Som øverste chef i Indeks Retail, der står bag Bog & Idé og Legekæden, skal hun forholde sig til en konkurrent med en nærmest uudtømmelig krigskasse. Når Amazon går ind i nye lande, har selskabet for vane at dumpe priserne på især legetøj. Et direkte angreb på de eksisterende spillere i markedet.

- Vi kan ikke gå med i sådan en priskrig. Vi er en frivillig kæde og skal kunne tjene penge på det, vi sælger. Dumper Amazon priserne til under indkøbsprisen, giver det ingen mening for os, siger Marianne Lyngby Pedersen.

Amazon er verdens største netbutik med så svimlende stor en omsætning, at det kan være svært at konkurrere mod. I hjemlandet USA har den altopslugende netplatform kostet titusindvis af detailhandlere livet, og 58 pct. af samtlige produktsøgninger i USA sker nu gennem Amazon.

Med et abonnement på Amazon Prime får kunder, udover blandt andet musik, film og bøger, gratis fragt på deres varer. Uanset om det er et tv eller en dåse hakkede tomater.

- Som Amazon Prime-kunde har du betalt for disse ydelser, og så vil du også have noget for pengene. Jeg kan sagtens stå ovre i hjørnet og have en ambition om at ville snakke med mine kunder. Men hvor kan jeg finde dem? Amazon har allerede indkapslet dem, siger Marianne Lyngby Pedersen.

Gratis fragt bliver den store joker

Ifølge detailekspert Flemming Birch fra konsulentfirmaet Birch & Birch repræsenterer Amazon en helt ny måde at handle på. At et abonnement på Amazon Prime omfatter gratis levering er hele kernen i, hvorfor de danske detailhandlere bør være bekymrede.

- Hvis jeg i denne måned allerede har betalt for levering, hvorfor skulle jeg så købe tingene andetsteds? Det er så godt tænkt, men også enormt vanskeligt, fordi det kræver et kæmpestort setup, siger Flemming Birch til RetailNews.

Da Amazon gik ind i Tyskland med sit onlinesupermarked Amazon Fresh, var det efter halvandet år ikke slået igennem. Simpelthen fordi Amazon ikke kunne finde nok chauffører til at levere varer.

- Jeg tror ikke umiddelbart, at Amazon er klar til gratis levering i Danmark og Sverige. Der er lang vej endnu, spår Flemming Birch.

Køb lokalt - og gør det værd at købe lokalt

I sommer meddelte Amazon, at man åbner i Sverige. Og selskabet søger en markedschef, der kan stå for ekspansion til resten af Norden - heriblandt Danmark.

Hvis danske detailhandlere skal kunne konkurrere med Amazon, kræver det, at forbrugerne støtter op om dem. Marianne Lyngby Pedersen opfordrer til, at man ikke kun handler lokalt én gang om året – men hele året.

- Og så skal butikkerne gøre det så godt, at kunderne gider vælge os. Vi skal være tæt på kunderne og give dem en service og en oplevelse, de ikke kan få på nettet, siger hun.

Bog & Idé er landets største boghandlerkæde med i alt 122 butikker. Legekæden har 44 butikker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11