23948sdkhjf

Magasin-direktør lukker i om salg - og varsler nye tiltag

Den danske stormagasinkæde Magasin har store ekspansionsplaner og nye tiltag på vej, der skal løfte virksomhedens onlinesalg endnu mere. Det skriver Berlingske.

Lige nu udgør onlinesalget 22 pct. af Magasins omsætning – mere end en fordobling fra året før. Og med et nyt onlineunivers, der netop er lanceret, kommer der til at ske ting og sager.

Det fortæller kommerciel direktør Lise Thomsen, som bl.a. peger på et nyt tiltag med kunstig intelligens, som tilbyder personlige shoppere til onlinekunderne.

- Vi vil gerne overføre den personlige service, som man kan få i vores fysiske butikker, til online, så man kan få rådgivning, hvis man skal have en kjole til et bryllup eller har brug for beauty-tips. Og der har vi fået nogle systemer nu, som tager kunderne bedre i hånden, siger Lise Thomsen til Berlingske.

Magasin har også planer om at udbrede sin netbutik til andre lande i Europa.

I sidste uge skrev avisen The Times, at Magasins britiske ejer, den økonomisk trængte detailkoncern Debenhams, har sat Magasin til salg for mellem 1,2 og 1,6 mia. kr. 

Lise Thomsen vil ikke kommentere artiklen.

Det danske stormagasin, hvis historie går helt tilbage til 1868, har i årevis været en særdeles god forretning.

Debenhams købte Magasin i 2009 for blot 100 mio. kr. Dengang kæmpede Magasin med underskud og gæld og havde sågar været tæt på at gå konkurs.

Men de senere år har Magasin lavet en kæmpe turnaround. Til gengæld er Magasins ejer økonomisk udfordret og overvejer derfor at skille sig af med sin danske forretning.

Magasin har syv stormagasiner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143