23948sdkhjf

Storcentrene rejser sig efter coronakrise

I landets største storcenter forsvandt 60 pct. af kunderne fra den ene dag til den anden. Nu er de på vej tilbage

Det var et nyrestød af dimensioner, da Mette Frederiksen om aftenen den 11. marts tonede frem på skærmen og tvangslukkede store dele af dansk detailhandel. Ikke mindst landets storcentre måtte lide under coronarestriktioner, som kostede godt og vel to måneders omsætning.

Det fik også besøgstallene til at falde, eftersom de eneste forretninger med tilladelse til at holde åbent var dagligvarebutikker, materialister som Matas og apoteker.

Nogle fik eftergivet huslejen. Andre måtte helt dreje nøglen om. Men nu, cirka et halvt år efter, ser det ud til, der er gang i forretningen igen. Kunderne er i hvert fald kommet tilbage.

- Mit indtryk er, at storcentrene er godt på vej til at komme tilbage til niveauet før corona. Vi ser nu en stigende kurve over hele linjen. Alle er på vej tilbage til normale tilstande, siger Per Nyborg, adm. direktør i Institut for Center-Planlægning, ICP, der blandt andet rådgiver storcentre om effektivisering.

Regnfuld juli hjælper

I landets største storcenter, Rødovre Centrum, mistede man 60 pct. af kunderne fra den ene dag til den anden. Tallet blev holdt oppe af centrets størrelse og butiksudvalg.

- Hos os har vi i nedlukningen haft 10.000 besøgende om dagen. Men vi har også forholdsvist mange butikker, der var undtaget fra nedlukningen. Foruden tre supermarkeder har vi mange små butikker – slagter, fiskehandler, en Normal, to apoteker, helsekostbutik osv. Op til 25 butikker var åbne, inden vi åbnede de sidste 135, siger Jesper Andreasen, adm. direktør i Rødovre Centrum.

Den lunefulde danske sommer har også afspejlet sig i besøgstallene for storcentret.

- Første hele måned var juni. Ca lå vi i indeks 92. Juli gik helt fantastisk med rigtigt storcentervejr. Der kom vi op på indeks 103. For hele perioden efter genåbningen den 11. maj ligger vi i snit på indeks 92, fortæller Jesper Andreasen.

Ufortrøden købelyst

På nuværende tidspunkt mangler Rødovre Centrum omkring en million kunder for at holde takten fra sidste år, og det mener centerdirektøren ikke er muligt at nå. Men det betyder heller ikke så meget, for omsætningen holder kadencen desuagtet.

- Kunderne køber mere pr. indkøbstur – i størrelsesordenen 6-10 pct. højere end før. Vi ligger på indeks 100 trods besøgsindeks 90. Folk skal ikke ud at rejse, så kan de bruge flere penge herhjemme, forklarer Jesper Andreasen.

Han bakkes op af Per Nyborg fra ICP.

- Jeg tror også, det skyldes, at folk kommer på besøg i mindre indkøbsgrupper end tidligere, hvor hele familien tog afsted; men det er de samme ting, der skal købes ind, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085