23948sdkhjf

Hobbyfirma omsætter for 360 mio. kr., men overskuddet falder igen

Det begyndte med lidt salg af hobbyartikler i vestjyske Holstebro. Nu er den kapitalfondsejede virksomhed Creativ Company ude i hele Europa, og salget bare vokser og vokser.

Et nyt regnskab viser, at omsætningen i Creativ Company nu har rundet 360 mio. kr. Til gengæld falder overskuddet for andet år i træk, og det er ikke tilfredsstillende, konstaterer ledelsen.

(i mio. kr.) Nettoomsætning Årets resultat
2015/16 221,4 6,7
2016/17 236,9 12,9
2017/18 272,3 16,9
2018/19 316,6 15,7
2019/20 360,1 13,7

Creativ Company sælger hobbyartikler til skoler, institutioner, private og engroskunder i hele Europa og har syv europæiske datterselskaber. Men coronakrisen har gjort ondt.

- Med al aktivitet samlet i Europa og med en stor andel af både omsætning og indtjening fra institutions- og B2B-markedet i denne periode har krisen været mærkbar, skriver ledelsen i regnskabet.

Sendte ansatte hjem

Under coronakrisen har Creativ Company benyttet sig af muligheden for hjemsendelse af medarbejdere i en kortere periode. Efterspørgslen på virksomhedens produkter stadig påvirket, og det er endnu uvist, hvordan den vender tilbage til normalen.

Men advarselslamperne bimler og bamler ikke på chefgangen.

- Ledelsen vurderer, at selskabet har tilstrækkeligt likviditetsberedskab til rådighed til at komme sikkert igennem coronakrisen, lyder det i regnskabet.

Creativ Company blev for fire år siden købt af kapitalfonden Capidea, som overtog en ejerandel på 51 pct. Resten er ejet af Peter Nørgaard, Lotte Litau og Anders Lindhardsen.

Køber konkurrenter

Siden ejerskiftet har Creativ Company været på opkøb flere steder i Europa. Først opkøbte man Sinelli Oy, som er Finlands førende leverandør af hobbymaterialer. Dernæst fulgte franske creavea.com og tidligere på året danske Legeakademiet, der sælger legetøj.

I takt med at Creativ Company opkøber flere virksomheder, er fokus på at få driftsindtjeningen til at følge med. Det forklarer økonomidirektør Michael Bjerre Drost.

- Regnskabsreglerne tilsiger, at vi skal afskrive på den goodwill, vi erhverver i forbindelse med opkøb af en virksomhed. Vi udvikler de virksomheder vi erhverver, hvorved de gerne skulle stige i værdi, og derfor fortæller denne ”omkostning” ikke særligt meget om vores indtjeningsevne. Fremadrettet vil vi se, at vores afskrivninger stiger forholdsvist meget, da vi kigger på at vokse koncernen gennem opkøb, skriver han i en mail til RetailNews.

Driftsresultatet har de seneste tre regnskabsår ligget stabilt på lidt over 30 mio. kr.

Creativ Company har 330 medarbejdere, hvoraf de 190 arbejder på hovedkontoret i Holstebro.

De to opkøb kombineret med en normalisering af verdensøkonomien skulle gerne betyde bedre regnskabstal forude. I dette regnskabsår forventer ledelsen ”et væsentligt forbedret resultat”.

Adm. direktør i Creativ Company er Jakob Moeskjær, der tiltrådte i maj i år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113