23948sdkhjf

Elgiganten i problemer: Det har vi været helt åbne om

Den største investering i tre årtier i elektronikkæden Elgiganten er ikke gået helt som håbet. Det har skabt utilsigtede problemer og ført til en række utilfredse kunder.

I slutningen af april gik Elgiganten i gang med at opgradere sit it-system. Det omfatter både butikker, logistik og kundecenter i en samlet investering til over 400 mio. kr.

Men opgraderingen har skabt problemer med bl.a. levering af varer og utilstrækkelig kundeservice. På Trustpilot lufter en del Elgiganten-kunder deres utilfredshed – og direktøren lægger sig fladt ned.

- Det er rigtigt, at vi har haft problemer med at give den service, vi er kendt for, og som vi kræver af os selv. Det har vi været helt åbne om, og intet fylder mere for os end at få udbedret fejlene, siger Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten, til RetailNews.

Første del er gået skævt

Elgigantens nye it-system skal bl.a. give en bedre og hurtigere salgsproces, nemmere betaling, bedre produktinformation for kunderne og integrere kædens onlineforretning med varehusene.

Når Elgigantens nye hjemmeside åbner i begyndelsen af 2021, bliver kunderne mere selvhjulpne. F.eks. behøver de ikke længere ringe til kundecentret, hvis de vil ændre en hjemmeleverance.

- Desværre er den første del af implementeringen ikke gået så godt, som vi havde forventet, og det er vi rigtig kede af og beklager mange gange over for de berørte kunder. Vi får også forsinkelser fra producenterne på grund af Covid-19, og det vanskeliggør situationen yderligere, siger Peder Stedal.

Elgiganten har 38 varehuse rundt om i landet og er markedsleder inden for elektronik med en årlig omsætning på over 6 mia. kr. Peder Stedal understreger, at nogle af børnesygdommene ved det nye it-system er kureret.

- Heldigvis kan vi se, at det går fremad, og at det går bedre og bedre. Der er lys for enden af tunnelen, siger direktøren.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.063