23948sdkhjf

Mystisk auktion stoppet: Omstridt netbutik ville sælge hele sit varelager

De to danske iværksættere Halfdan Harring og Mark Haugaard, der har tjent millioner på den omstridte netbutik Myposture, lykkedes ikke med at skille sig af med deres varelager.

I hvert fald ikke i første omgang.

Imens politiet er i gang med at efterforske Myposture for blandt andet vildledende markedsføring, valgte de to ejere i sidste uge, som RetailNews kunne afsløre, at sende hele deres varelager på auktion hos Campen Auktioner.

Nu er auktionen pillet ned.

- Vi var ikke bekendt med politianmeldelsen eller de andre historier om Myposture, da vi satte varelageret på auktion. Efter at have læst jeres artikel har vi valgt at fjerne auktionen, indtil sagen er afklaret, siger Birgitte Steiner, driftsdirektør i Campen Auktioner, til RetailNews.

Læs også: Stor dansk netbutik i mystisk auktion

En fed forretning

Ingen af Mypostures tusindvis af varer nåede at blive solgt. De kunder, der har budt på varerne, er blevet orienteret om, at auktionen er afblæst.

Myposture er de senere år blevet beskyldt for at sælge billige kopivarer, vildlede kunderne og snylte på konkurrenterne.

På sin hjemmeside sælger virksomheden såkaldt holdningskorrigerende tøj, som dog hverken er medicinsk godkendt eller har nogen form for dokumenteret effekt.

Alligevel har Halfdan Harring og Mark Haugaard via aggressiv markedsføring på de sociale medier – ofte med kendte influencere som blikfang – formået at sælge tøj for i omegnen af 60 mio. kr. årligt.

Sidste år tjente duoen 5,8 mio. kr. på deres virksomhed – og trak det hele ud som udbytte.

Sure kunder - og en virksomhed til salg

Myposture sælger sit tøj for adskillige hundrede kroner, selvom man på platforme som Wish og Aliexpress kan finde nærmest identiske produkter til en brøkdel af prisen.

På Trustpilot flyder det over med vrede anmeldelser fra Myposture-kunder, som føler sig snydt og vildledt og klager over at have betalt for værdiløse produkter.

Myposture er tidligere blevet dømt for at have misbrugt konkurrenten Anodynes varemærke. Sidste år blev makkerparrets virksomhed politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.

Kort tid efter satte de deres virksomhed til salg for 16 mio. kr. Den salgsannonce er ikke længere aktiv.

Østjyllands Politi er i gang med at efterforske en samlet sagspakke på 50 politianmeldelser mod en række webshops, hvis ejermænd tæller Halfdan Harring, Mark Haugaard og andre bekendte iværksættere fra Aarhus-området. De er kendt for at åbne og lukke netbutikker på stribe – og efterlade et spor af vrede kunder bag sig.

RetailNews har den seneste uge gentagne gange forsøgt at komme i kontakt med Myposture, men uden held.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109