23948sdkhjf

Iværksætterpar fik en god idé og sælger for millioner - nu bygger de stort domicil

Kæresteparret Morten Grabowski Kjær og Ann-Louise Christine Aasted har skabt et vaskeægte dansk iværksætter-eventyr.

På få år er Luksusbaby, der sælger børnetøj, blevet en hurtigt voksende millionforretning, og nu har vokseværket ført til pladsmangel.

I dag råder Luksusbaby over et domicil på 2.300 kvm. i Aalborg. Det bliver nu skiftet ud med en erhvervsgrund på 16.000 kvm. i Støvring.

- Da Louise og jeg startede vores virksomhed for seks år siden, var det med udgangspunkt i, at der ikke var tilsvarende webshops, som havde kvalitetsbørnetøj samlet ét sted. Det har siden vist sig at være en god idé, for vores nuværende rammer er blevet for små, og derfor har vi de seneste par år været i gang med de indledende forberedelser til at bygge noget større, udtaler Morten Grabowski i en pressemeddelelse.

Det nye Luksusbaby-domicil ligger tæt op ad motorvejen, og Morten Grabowski regner med at kunne indvie det om et år. Endnu mangler parret at få tegningerne for selve byggeriet.

- Derefter burde vi være klar til at gå i gang med at bygge på 4.000 af de i alt 16.000 kvm. jord, siger han.

Tjener millioner

Luksusbaby har 90 ansatte og kunne i 2019 fremlægge et rekordregnskab med en bruttofortjeneste på 15,8 mio. kr. og et overskud før skat på 7,5 mio. kr.

Men de nuværende rammer i Aalborg begrænser den ambitiøse virksomhed, som sælger til både USA og Kina og har planer om at indtage Norge og Sverige.

- Det er simpelthen derfor, at vi har været nødt til at kigge efter nye rammer for Luksusbaby. Rammer, som også har potentiale til, at vi løbende kan udvide, alt efter hvad der kommer til at ske fremadrettet, siger Morten Grabowski.

Luksusbaby begyndte egentlig som et barselsprojekt, da Ann-Louise Christine Aasted gik hjemme med sine tvillinger. Hun syntes, at udvalget af kvalitetsbørnetøj i danske webshops var småt.

Først solgte Luksusbaby udelukkende børnetøj over internettet, men nu er der en butik i både Aalborg og Aarhus.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141