23948sdkhjf

Grænsebutikker holder vejret: Det ser faretruende ud

Dagligvarebutikkerne langs den dansk-tyske grænse holder lige nu nøje øje med smittetallene i delstaten Slesvig-Holsten, der hastigt nærmer sig en kritisk grænse.

Går det, som eksperterne forventer, kan det om få dage igen være slut med grænsehandlen. Det skriver Flensborg Avis.

Coronasmitten i Tyskland er lige nu så høj, at landet er havnet på Udenrigsministeriets orange liste. Det vil sige, at alle ikke-nødvendige rejser dertil frarådes.

I første omgang er Slesvig-Holsten gået fri, fordi smittetallet her ikke har krydset grænsen på 30 smittede pr. 100.000 indbyggere. Men det er nu tæt på.

Fredag i sidste uge lød tallet på 26,8, og eksperter forventer, at det vil stige.

- Det ser faretruende ud, siger Per Boesen, chef for Coops tre Fakta-butikker lige syd for grænsen, til Flensborg Avis.

Julehandlen i fare

En midlertidig stopper for grænsehandlen – ligesom man så det tidligere på året – vil bringe den meget vigtige julehandel for grænsebutikkerne i fare. Hvis danskerne ikke må grænsehandle, må Fakta givetvis skære i åbningstiderne af mangel på kunder, fortæller Per Boesen.

Fleggard-koncernen, der sidder på en stor del af grænsehandlen, vil endnu ikke gisne om fremtiden, men siger til Flensborg Avis, at man følger situationen nøje.

Da Danmarks grænser tidligere på året lukkede, satte det en fuldkommen stopper for grænsehandlen, fordi kun danskere med et anerkendelsesværdigt formål måtte krydse grænsen.

I den periode, hvor grænsehandlen var lukket, oplevede dagligvarebutikker i det sydlige Danmark nærmest en salgseksplosion – særligt hvad angik typiske grænsehandelsvarer som øl, slik og sodavand.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11