23948sdkhjf

Købmænd frygter sammenstød over mundbind: Skal vi ringe til politiet?

Fra torsdag skal man som udgangspunkt være iført mundbind eller visir, når man køber mælk, smør og andre fornødenheder i detailhandlen.

Men De Samvirkende Købmænd savner svar på, hvor langt personalet i butikkerne skal gå, hvis kunder nægter at følge kravet.

- Vi er heldigvis vant til at tale med vores kunder om mange ting. Men når det er sagt, savner vi en præcis vejledning fra myndighederne i, hvor langt vi skal gå, hvis en kunde af ideologiske eller politiske grunde nægter at bære mundbind eller visir, siger direktør John Wagner.

Børn under 12 år er undtaget kravet om mundbind eller visir. Det samme er personer med en mental eller fysisk svækkelse.

Problemet opstår ifølge John Wagner, hvis en person, der er sund og rask, af princip ikke ønsker at bære mundbind. Bekendtgørelsen siger, at personen skal bortvises. Men købmændene savner svar på, hvordan det skal ske helt konkret.

- Vi er i tvivl om, hvor langt vi skal gå, hvis en person ikke reagerer på vores bortvisning. Skal vi true med at ringe til politiet - med risiko for, at en verbal konflikt måske udarter sig til en fysisk konflikt, spørger han.

Det er ikke bare personen, der nægter at bære mundbind, som risikerer en bøde. Det gør butikken også.

Derfor er det ifølge De Samvirkende Købmænd også nødvendigt at vide for de forretningsdrivende, hvor langt de skal gå i afvisningen af en kunde for at undgå en bøde.

Selv om John Wagner forudser, at kravet om mundbind i langt de fleste situationer vil blive respekteret, forudser han alligevel problemer:

- Det må jeg desværre sige. Det her krav om mundbind er nok kommet for at blive i mange måneder, også i den travle tid op mod jul. Der vil engang imellem - ikke mange gange - opstå diskussioner med kunder om overholdelsen af retningslinjerne. Og de kan være ganske ubehagelige, siger John Wagner.

Formand for HK Handel, Per Tønnesen, deler købmændenes bekymring for konfliktsituationer. Han mener, at det må være ledelsen af den enkelte butik eller i sidste ende politiet, der tager konfrontationen med kunden.

- Hvis en kunde afviser at bære mundbind eller visir uden at have nogen gyldig grund til det, så må en ledelsesrepræsentant overtage situationen og i yderste konsekvens tilkalde politiet. Vores medlemmer er butiksassistenter, ikke politibetjente, siger Per Tønnesen.

70 procent af danskerne støtter ifølge det såkaldte Hope-projekt på Aarhus Universitet kravet om mundbind.

Kravet gælder foreløbig frem til 2. januar 2021.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125