23948sdkhjf

Grænsehandlen har en kattelem

Dagligvarebutikkerne langs den dansk-tyske grænse risikerer at gå glip af en stor del af deres vigtige julehandel, efter at Udenrigsministeriet nu fraråder alle rejser til hele Tyskland.

Men der bliver ikke sat en total stopper for grænsehandlen.

Delstaten Slesvig-Holsten er netop kommet med på listen over de såkaldte orange lande og områder. Dermed frarådes danskere i en endnu ukendt periode at rejse dertil. Men det er kun en vejledning.

- Vi kan ikke forhindre folk i stadig at rejse over, hvis de for eksempel vil på indkøb i grænsebutikkerne, siger Oliver Routhe Skov, pressechef i Udenrigsministeriet, til JydskeVestkysten.

Grænsebutikkerne henter op mod halvdelen af årets omsætning i julesæsonen. Men selvom danskerne i princippet stadig må rejse syd for grænsen og købe billige øl og sodavand, kommer den nye rejsevejledning til at svie.

- Vi må indrette os efter den aktivitet, som er. Vi kommer ikke til at lukke butikker midlertidigt, da vi også har mange tyske kunder. Trafikken fra Danmark bliver nok mindre i en periode, som vi dog håber bliver kort, siger Per Boesen, chef for Coops tre Fakta-butikker lige syd for grænsen, til Finans.

Ingen panikknap

Fleggaard-koncernen, der sidder på en stor del af grænsehandlen, siger, at man ikke trykker på nogen panikknap, men tilpasser sig den forventede kundestrøm.

Danske kunder fylder klart mest i grænsehandelsbutikkerne, og derfor gjorde det særligt ondt, da grænsen til Tyskland tidligere på året lukkede i en periode og kun måtte krydses, hvis man havde et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.

Både Fakta Tyskland og Fleggaard har tidligere afvist, at man bliver i stand til at nå samme omsætning som sidste år.

Fleggaard-familien har i en årrække siddet tungt på den dansk-tyske grænsehandel og omsatte sidste år for 7 mia. kr.

Danmark fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til hele verden - undtagen til de to svenske regioner Västerbotten og Västernorrland.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078