23948sdkhjf

Stifterne blev mangemillionærer: Dansk skomærke solgt for anden gang

For anden gang på blot to år skifter det populære danske skomærke Shoe the Bear ejer.

Først var det de to stiftere, Thomas Frederiksen og Jakob Fuglsang, der i 2018 solgte deres firma til modevirksomheden Soya Concept. Det indbragte makkerparret 45 mio. kr.

Nu er Shoe the Bear blevet solgt videre til det aarhusianske modefirma Woden.

- Vi har overtaget et stærkt brand, der kan styrke vores position på det engelske marked og understøtte vores strategi om at udvide vores produktsortiment, siger Carsten Holm, adm. direktør i Woden.

Negativ egenkapital

Shoe the Bear blev stiftet i 2007 og sælger primært sko via nettet. Da Soya Concept købte virksomheden i 2018, havde indtjeningen gennem en årrække været beskeden.

Siden fulgte to regnskabsår med millionunderskud. Det sendte egenkapitalen i minus.

Nu sælger Soya Concept skotøjsmærket videre for en hemmelig pris.

Den nye ejer, Woden, er kendt for sine bæredygtige sneakers og holder til på havnen i Aarhus. Firmaet blev stiftet i 2013 af Peter Hildebrandt og Carsten Holm, og dets sko sælges i dag i 1.000 butikker fordelt på 25 lande.

Det seneste årsregnskab for Woden viste et overskud på 2 mio. kr. efter skat. Det skete efter to år med underskud.

Shoe The Bear fortsætter hos Woden under eget navn, mens virksomhedens fire medarbejdere bliver indkvarteret i Wodens kontor i Aarhus.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094