23948sdkhjf

Søstrene Grene i historisk tab efter "bizart og dramatisk år"

Den danske butikskæde Søstrene Grene kom ud af det seneste regnskabsår med et historisk stort underskud på næsten 60 mio. kr. før skat.

Coronakrisens første rasen i foråret samt store investeringer kostede dyrt. I en pressemeddelelse siger medejer og direktør Mikkel Grene, at 2020 på alle måder har været ”et bizart og dramatisk år.”

- Først en meget dyr midlertidig nedlukning af langt de fleste af vores butikker, så et kæmpe underskud og så en meget succesfuld lancering af vores webshop. Dette efterfulgt af en meget stor opbakning fra kunderne efter nedlukningen, og nu kigger vi igen ind i nye midlertidige nedlukninger, men samtidig også et historisk stort overskud og rekordomsætning i indeværende regnskabsår, udtaler Mikkel Grene.

Søstrene Grene er grundlagt af Inger og Ruth Grene, der i 1973 åbnede den første butik på Strøget i Aarhus.

Dengang bestod varesortimentet af billige Kina-varer, men er siden udvidet markant med større fokus på interiør og småmøbler.

Stort set alle af Søstrene Grenes butikker er drevet af franchisetagere. Kæden har hovedkontor i Aarhus.

Mikkel Grene - søn af Inger Grene - er adm. direktør, mens hans bror Cresten er kreativ direktør.

De ejer hver halvdelen af Søstrene Grene gennem private holdingselskaber.

Lukkede butikker

Omsætningen i Søstrene Grenes 240 butikker fordelt på 16 lande faldt fra 1,1 mia. kr. til lidt over 1 mia. kr.

I foråret havde kæden tæt på 80 pct. af sine butikker lukket på grund af coronapandemien, men allerede i juli var alle markeder genåbnet.

- Vi havde frygtet, at kunderne ville vende langsomt tilbage. Men det er gået bedre end forventet. Vi åbnede op med stor fremgang – kunderne kommer lidt færre gange, men så køber de til gengæld noget mere, når de er i butikken, siger Mikkel Grene.

Under nedlukningen i marts lancerede Søstrene Grene en webshop på det danske marked. I juni fulgte en webshop til det tyske marked, og siden er både Holland og Frankrig fulgt efter.

Digital transformation

Da regnskabsåret sluttede ved udgangen af april, kunne familievirksomheden notere et underskud på 59 mio. kr. Det skal ifølge Mikkel Grene også ses i lyset af de store digitale investeringer, man har foretaget sig.

- Med accelerationen af vores digitale transformation har vi investeret massivt i de bedste systemer, og når man digitaliserer så ambitiøst, så koster det mange penge og mange interne ressourcer, siger Søstrene Grene-direktøren.

De kommende måneder bliver også turbulente for virksomheden, forudser han. Coronakrisen lægger fortsat et pres på den fysiske detailhandel. Og den har tvunget detailhandlerne til at fintune deres forretning.

- Vi har lært rigtig meget det seneste år på både godt og ondt og har måttet skære omkostningerne til, siger Mikkel Grene.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141