23948sdkhjf

Frustrerede butiksejere kritiserer åbne Bilka'er: Det er uretfærdigt

Mens detailbutikker landet over må holde lukket som følge af regeringens coronarestriktioner, kan danskerne fortsat gå i Bilka for at købe både leverpostej, bøger og fladskærms-tv.

De store supermarkeder må nemlig holde åbent og sælge både fødevarer og nonfood-varer – til stor frustration for en række butiksejere.

- Jeg synes, at det er uretfærdigt, at de må handle med alle varer, fordi de handler med fødevarer, siger Martin Schreiner, der sammen med sin hustru driver tre boghandler-butikker, til TV 2 Fyn.

Det er lukkeloven, der definerer, om man er dagligvarebutik eller udvalgsvarebutik. Hvis butikken hovedsageligt sælger dagligvarer, er man en dagligvarebutik - og må derfor holde åbent. Som bl.a. Bilka, Føtex og Kvickly gør.

Konkurrenceforvridende

Landets detailhandelsbutikker skal holde lukket i et forsøg på at bremse spredningen af covid-19. I første omgang var udmeldingen fra regeringen, at butikkerne skulle holde lukket fra den 23. december til den 3. januar, men senere blev restriktionerne forlænget, så lukkeperioden løber frem til og med den 17. januar.

Men et hypermarked som Bilka og store varehuskæder som Føtex og Kvickly må fortsat sælge alt fra tøj til cykler, elektronik og boligtilbehør. Det er konkurrenceforvridende, lyder kritikken.

- Det undrer mig bare meget, at varehuse må holde åbent, som de plejer, når vi specialbutikker ikke må. Jeg vil sige, at enten lukker man ned, eller også gør man ikke. Det her er lidt unfair, siger Per Tonnesen, formand for Vamdrup Handelsforening, til JydskeVestkysten.

I andre EU-lande skal netop hypermarkeder afspærre de dele af butikken, som under en nedlukning sælger eksempelvis elektronik, bøger og møbler. Bare ikke i Danmark.

Lukkede tre nonfood-afdelinger

Salling Group, der driver de 15 Bilka-varehuse, har på eget initiativ lukket for nonfood-salget i tre af sine varehuse. Det er i Sønderborg, Viborg og Herning, som alle har todelte Bilka’er, hvor fødevarer og nonfood har hver sin kasselinje.

- Vi har siden marts fulgt alle regler og anbefalinger. Der er imidlertid rejst tvivl om, hvordan reglerne for et todelt Bilka-varehus skal tolkes. Derfor vælger vi nu af egen drift at lukke den ene side i de to-delte Bilka-varehuse, skrev kommunikationsansvarlig i Salling Group, Kasper Reggelsen, i en mail i forbindelse med lukningen.

Kritikken af, at store varehuse fortsat må sælge nonfood-varer, kommer fra både erhvervsdrivende, politikere og brancheorganisationer. De Samvirkende Købmænd kalder forskelsbehandlingen uforklarlig.

Også Dansk Detail undrer sig.

- Luk ned for salg af udvalgsvarer i supermarkeder og stop udsalg og slagtilbud samme steder. Det er ikke svært. Det er logisk, skriver adm. direktør Jens Birkeholm på Twitter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19