23948sdkhjf

Forundret erhvervsliv efter ny nedlukning: Vi er skuffede

Det møder kritik fra dansk erhvervsliv, at regeringen har valgt at forlænge de nuværende corona-restriktioner – heriblandt nedlukningen af specialbutikker og storcentre – indtil den 28. februar.

Dermed er det fortsat kun dagligvarebutikker, apoteker og servicestationer, som må holde åbent.

- Vi er helt ærligt skuffede over, at der ikke er blevet åbnet mere op, end det er tilfældet. Særligt havde det været oplagt at lade detailhandlen åbne igen. Den lider lige nu, siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Han mener, at detailbranchen sagtens vil kunne håndtere en genåbning på sundhedsmæssig forsvarlig vis.

- Det ville være gavnligt for at forstå beslutningen, hvis myndighederne fremlægger evidens for, at der sker smittespredning i for eksempel detailhandlen, siger Brian Mikkelsen.

Afviser hurtig genåbning

Selvom coronasmitten herhjemme lige nu er på retræte og kontakttallet faldende, kan det ifølge regeringen og sundhedsmyndighederne hurtigt vende, fordi de muterede coronavira – heriblandt den britiske – er mere smitsomme.

Derfor tør man endnu ikke trykke på genåbnings-knappen.

- Vi har set, hvor hurtigt den nye mutation kan bringe tingene ud af kontrol. Derfor kan vi ikke lempe på restriktionerne. Selv, når vi får vaccineret flere, må vi gå forsigtigt frem. Derfor kommer vi ikke til at se samme hurtige genåbning, som vi havde sidste forår. Vi skal gå forsigtigt frem, sagde statsminister Mette Frederiksen på torsdag aftens pressemøde.

Dansk Erhverv mener, at man burde have diskuteret forskellige løsninger til en gradvis genåbning af detailhandlen. For eksempel ved at give flere butikker mulighed for at indføre click & collect-løsninger.

Forlængelsen af de nuværende corona-restriktioner vil givetvis puste ny ild i debatten om, hvorvidt store supermarkeder som Bilka, Føtex og Kvickly fortsat skal have lov til at sælge elektronik, bøger mm., mens resten af specialvarehandlen er tvangslukket.

Det har indtil nu mødt kraftig kritik fra både brancheorganisationer, butikskæder og erhvervsdrivende.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126