23948sdkhjf

7 hurtige til Gitte Sarlvit: Særligt gode ledere inspirerer mig

Gitte Sarlvit er Nordic PR & Brand Communication Manager hos Nespresso Nordics. Her svarer hun på syv spørgsmål om privat- og arbejdsliv.

Hvilken person er du mest inspireret af?

Jeg er ikke inspireret af en enkelt person, nok snarere af personer med en særlig passion, som de vil gå langt for. Det, synes jeg, er fedt. F.eks. var vi så heldige for halvandet års tid siden at bo i en lejlighed i New York i en uges tid, som vi havde lånt af en cool såkaldt ’No Waster’. Her var der installeret en orme-kompostfarm i hjørnet af stuen, og plastik var forment adgang.

Det inspirerede mig til at tage endnu flere grønne valg både i min hverdag og fagligt – hos Nespresso er bæredygtighed og genanvendelse vigtige emner. Professionelt er jeg nok mest inspireret af de særligt gode ledere, jeg har mødt på min vej. Også den tidligere Irma-direktør, Alfred Josefsen, kan bestemt inspirere omkring ledelse. 

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?

Inspireret af Peter Plys skal man altid huske at gemme lidt honning i honningkrukken. Det er nemlig skønt at have noget at se frem til; en rejse, en oplevelse. Det behøver ikke at være noget kæmpestort, men noget, man kan se frem til. Og så skal man være rar mod andre. Bum.

Hvad er ferie for dig? 

For mig er ferie mest af alt om at koble af og lade op. Det er også tiden på året, hvor jeg er sammen med min familie på allertætteste hold - gerne i selskab med en stak bøger. Jeg elsker at rejse. De seneste par år er turen gået til Vietnam inkl. en meget autentisk nattogsoplevelse til New York, hvor vi som nævnt boede i en cool privat Brooklyn-lejlighed hos en miljøaktivist, og til Mallorca i bjergene bag Sóller, hvor vi hver dag stod op til friske appelsiner. Sidste år boede vi nærmest på stranden i Ebeltoft i et lille, enkelt sommerhus, det var nogle vidunderlige dage med solnedgang, kølig hvidvin og varm kaffe fra den medbragte Nespresso-maskine, vores trofaste rejsemakker.

Hvilken sport dyrker du?

Ikke nok for øjeblikket, hvor mit lokale fitness-center er lukket. Men ellers bliver det til yoga (kan virkelig anbefale Yoga with Adriene på nettet), en løbetur i parken eller ved stranden og i disse tider også lange gåture. 

Hvad ser du i fjernsynet?

På flow ser jeg en masse nyheder fra ind- og udland, det er ikke blevet mindre under corona. Ellers er det livsstilsprogrammer i bred forstand og en del dokumentarer på DR2 eller Netflix. Jeg kan også binge serier som The Crown, Queens Gambit og The Unorthodox, som er en must see.

Hvad læser du?

Jeg læser periodevis og altid fysiske bøger. Jeg er for nylig startet som ekstern underviser i afsætningsøkonomi på CBS, så det giver anledning til at få læst en del marketingartikler og marketingteorier. Jeg bliver ofte inspireret til nye bøger via bogpodcasts som for eksempel Anne Glads Bogselskabet eller via Goodreads, en app hvor man kan dele læseoplevelser og sætte sig læsemål. Bogpaletten er bred fra neglebidende krimier til klassisk skønlitteratur. Nogle af de seneste bøger, jeg har læst, er Døgnkioskmennesket af japanske Sayaka Murata, En Lykkelig Slutning af Maren Uthaug og Bonjour Tristesse, Francoise Sagans debutroman. 

Hvad ser du frem til?

At verden åbner sig på vid gab igen, så jeg kan spejde op på de hvide flystreger på himlen fra terrassen. At kramme og være sammen med venner uden dårlig samvittighed, gå på mine yndlingsrestauranter i byen som ’dengang’ for bare et år siden, hvor verden var normal.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141