Danske Spil har i de senere år oplevet et fald i omsætningen i supermarkederne.
- Vi regner med, at vi kan erobre noget af lottosalget i dagligvarehandelen tilbage ved at komme ud i discountkæderne, siger adm. direktør i Danske Spil, H.C. Madsen.
Danske Spil har sammen med Netto gjort det muligt for kunderne at købe en lottokupon i kassen, når de alligevel køber varer i butikken, men han forventer at de øvrige discountkæder snart følger efter.
- Salget af lotto er præget af, at folk kommer i butikkerne. Det er jo ingen hemmelighed, at salget i supermarkeder er blevet mindre, mens discount er blevet større. Desuden nedlægger mange supermarkeder deres kiosker, så vi har mistet salg der.