GS1 Danmark, der er en uafhængig organisation inden for datafangst og -kommunikation i blandt andet dagligvare-branchen, råbte for godt et år siden vagt i gevær over for dagligvarebranchen. Beskeden til branchen var, at den ville stå til tab i millionklassen, fordi der ikke var styr på varestamdata.
Siden er der kommet skred i sagerne. Industrien og handelen fokuserer i dag mere på at bruge Dadas, og hertil kommer, at parterne i dag kommunikerer direkte med hinanden i et nyt kontaktudvalg.
- Nu er der fokus på alle sider. Derfor er det vigtigt, at Dagligvareleverandørerne melder klart ud, at vi vil være med til at drive det system, siger Niels Jensen, direktør for brancheorganisationen Dagligvareleverandørerne.
Et af problemerne i branchen har været et manglende samarbejde mellem leverandørerne og handelen om at indmelde og opdatere varestamdata.