23948sdkhjf

Bestseller på vej med Myanmar-redegørelse

Bestseller vil senest 10. maj fremlægge en redegørelse over sine aktiviteter i Myanmar. Det oplyser tøjgiganten i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at Politiken har kunnet fortælle, at to af de fabrikker, der er brugt i landet, ifølge en FN-rapport fra 2019 har forbindelser til militæret.

Militæret tog magten i landet 1. februar. Siden er over 700 civile blevet dræbt af sikkerhedsstyrker i forbindelse med demonstrationer.

Stoppede bestillinger i marts

Ifølge direktør Anders Holch Povlsen har Bestseller ikke bestilt varer i landet siden 19. marts. Det genoptages ikke, før landet er på ret kurs igen.

- Der må ikke herske tvivl om, at vi i Bestseller altid søger den mest ansvarlige vej, siger direktøren i meddelelsen.

Han opfordrer EU's udenrigsministre, der mandag mødes, til at komme med et sæt retningslinjer for, hvordan man som virksomhed skal forholde sig.

Ifølge Politikens oplysninger vil der mandag i EU-regi blive indført sanktioner mod industrikonglomeratet Myanmar Economic Holdings Limited (Mehl), som militæret ejer - som også USA har gjort.

Det er det selskab, som fabrikkerne i FN-rapporten beskyldes for at have forbindelser til.

Ingen beviser for militære relationer

Anders Holch Povlsen oplyser, at Bestseller efter rapporten i 2019 fortsatte samarbejdet med fabrikkerne efter grundige undersøgelser.

Der var dog ingen bevis eller anledninger til at tro, at de havde relationer til militæret.

- Der er ingen tvivl om, at det nemmeste i verden ville have været at stoppe al samhandel - særligt når vi kun taler tre fabrikker, siger han.

- Men vi føler os imidlertid forpligtet til først at forsøge at undersøge og afdække, dernæst at forbedre eller afhjælpe forholdene. Det er det samfundssind og menneskesyn, der forventes af os, og som vi finder mest rigtigt og ansvarligt, lyder det fra direktøren.

Bestseller står bag tøjmærker som Jack & Jones og Vero Moda.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095