Jesper Boysen er købmand helt ind til benet. Den slags, der bobler over af begejstring, når han skal omtale sine butikker og produkter, og som ikke er bange for at lufte store ambitioner.
Superkøbmanden, kalder nogle ham.
Han sælger for over 2 mia. kr. om året i sin stilling som direktør for elektronikkæden Power, men omsætningen skal langt højere op, før han er tilfreds. Der skal tjenes penge. Og åbnes flere butikker.