23948sdkhjf

Den ene grundlægger af Søstrene Grene er død

Søstrene Grenes ene grundlægger, Inger Grene, døde sidste mandag. Hun blev 87 år. Det oplyser Søstrene Grene i en pressemeddelelse.

Inger Grene grundlagde kæden sammen med sin mand Knud Cresten Vaupell Olsen i 1973, hvor de åbnede den første butik i Aarhus.

Inger Grene var helt frem til sin død aktiv i Søstrene Grene. Både som en del af bestyrelsen og den daglige drift.

Hun voksede op i Skjern og tog som ung til København for at læse til indretningsarkitekt, inden hun slog sig ned i Aarhus.

Lang erhvervskarriere

Inden hun og ægtemanden startede Søstrene Grene var de i aktive i andre dele af erhvervslivet og detailhandlen.

I løbet af 60'erne havde de en stor forretning med at producere kirkehynder over hele landet.

Efterfølgende åbnede de en butik på strøget i Aarhus, hvor de solgte tøj til teenagere, hvilket blev til en kæde af butikker, inden de i 1973 åbnede en ny butik, der blev Søstrene Grene.

Søstrene Grene-konceptet er bygget op om de to søstre Anna og Clara. Det er inspireret af Inger Grenes fars to fastre, der arbejdede i hans butik, som leverede maskiner til landbruget.

I dag er det brødrene Grene

Virksomheden Søstrene Grene var i en form for "tornerosesøvn" i de første 16 år, hvor ægteparret havde gang i andre aktiviteter, og først i 1989 blev der åbnet franchisebutikker i Herning og Aalborg.

I dag er der 244 butikker fordelt på 15 lande, som har en årlig omsætning på omkring to milliarder kroner.

Hendes mand, Knud Cresten Vaupell Olsen, døde i år 2000.

Inger Grene efterlader sig datteren Malene Grene Sich samt sønnerne Mikkel og Cresten Grene, som i dag står i spidsen for Søstrene Grene som henholdsvis administrerende direktør og kreativ direktør.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111