23948sdkhjf

Orkla vandt markedsandele, men dykkede på foodservice

Orkla Foods Danmark, der står bag mærkevarer som Den Gamle Fabrik, Beauvais, Bähncke og Ribena, omsatte i 2020 for 884 millioner kroner og endte med et resultat før finansielle poster på 37 millioner.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

2020-omsætningen i Orkla Foods Danmark er seks millioner mindre end året før, mens overskuddet på 37 millioner er markant lavere end i 2019, hvor det hed 54 millioner.

I 2019 var tallet væsentligt påvirket til den gode side af engangsindtægter fra salget af fiskevirksomheden Glyngøre. Justeret for engangsindtægter viser det nye regnskab en underliggende positiv udvikling, konstaterer Orkla.

I de senere år har Orkla Foods Danmark strømlinet sin forretning. Blandt andet blev salget af Glyngøre i 2019 samme år suppleret med et opkøb af Easyfood i Kolding.

- På rette vej

- Vores ønske om at strømline forretningen skal udmønte sig i en større profitabilitet. Vi er på rette vej, men ikke i mål. 2020 blev et år, hvor vi, som mange andre, mærkede effekten af covid-19 på årets resultat og dermed vores indtjeningsgrad, siger Orkla Danmarks topchef, Carsten Hänel, i en regnskabskommentar.

- Salget til detail blev positivt påvirket, ligesom vi vandt markedsandele i vores kategorier, men desværre kunne dette ikke opveje den salgsnedgang, vi oplevede i foodservice-sektoren samt på en række eksportmarkeder, tilføjer han.

Orkla offentliggjorde i marts, at Orkla Foods Danmark organisatorisk fusionerer med Orkla Confectionary & Snacks Danmark under navnet Orkla Danmark. Det betyder dog ikke, at der næste år kommer et samlet regnskab for de to divisioner - de vil stadig offentliggøre hvert sit regnskab.

- Det strategiske mål er at opbygge et stærkere Orkla Danmark, så virksomheden kan fortsætte med at investere i vækst og vigtige fødevareområder.

- Det er for eksempel inden for plantebaserede fødevarer, ernæringsrig morgenmad og convenienceprodukter. Opkøbet af Easyfood i 2019 og tilkøbet af Havrefras i 2020 er gode eksempler på den ønskede strategiske udvikling, nævner direktøren.

Orkla Foods Danmark har cirka 215 medarbejdere. Samlet set har Orkla i Danmark cirka 1.800 ansatte, idet koncernen også omfatter blandt andet Odense Marcipan, margarinevirksomheden Dragsbæk og den plantebaserede fødevareproducent Naturli' Foods.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093