23948sdkhjf

Elgiganten på vej med flere nyåbninger

Malingen har knapt nok nået at tørre i Elgigantens nyeste varehus, der åbnede i Fredericia 12. november, før de har nye planer om at udvide yderligere.

Det har også tidligere været fremme, at der arbejdes på at åbne varehuse i Kalundborg, Ringsted og Rønne. Men nu kan de løfte sløret for, at der er endnu flere nye i støbeskeen, idet man planlægger at åbne i Thisted, Haderslev og Nyborg.

- Vi ser ind i en travl tid med løbende varehusåbninger. Når vi har budt vores første kunder velkommen i Fredericia og Ringsted, står Thisted og Kalundborg for tur, hvor vi forventer at åbne i slutningen af 2022. Herefter er planen at åbne i Haderslev til foråret 2023, efterfulgt af Nyborg og Rønne. Der bliver nok at se til, lyder det fra adm. direktør Peder Stedal i en pressemeddelelse.

Peder Stedal har tidligere fortalt til RetailNews, at Elgiganten de kommende år står overfor en stor opgave med at kombinere den fysiske handel og onlinehandlen, men han mener stadig, at varehusene har sin berettigelse.

- Vi er overbevist om, at der også i fremtiden vil være behov for personlig rådgivning. Faktisk tror vi så meget på det, at vi uden tøven udvider med nye varehuse. For selvom meget kan klares online i dag, kan den personlige dialog, kontakt og rådgivning ikke erstattes. Og så kan man heller ikke komme udenom, at det stadig er i varehusene, man hurtigst kan få fat i sine produkter. Blandt andet derfor tror vi på åbningen af flere varehuse, siger han i pressemeddelelsen.

Ifølge Elgiganten vil de kommende syv varehusåbninger i løbet af de næste par år føre op mod 350 arbejdspladser i lokalområderne med sig.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141