Det gik den rette vej for Normal. Igen fristes man til at sige.
For det er efterhånden blevet reglen, at den danske Anders Holch Povlsen-ejede kæde slår rekorder på både omsætning og bundlinje, når de udgiver deres årlige regnskab, og i år er altså ingen undtagelse.
De omsatte i 2020/2021 for lige knap 3 milliarder kroner, og havde et overskud efter skat på 275 mio. kr. - fremgang fra henholdsvis 2,3 mia. kr. og 158 mio. kr.
De flotte tal kommer efter et år, der blandt andet har været præget af corona-nedlukkede butikker i flere lande, mens der også er investeret en del i nye butiksåbninger i blandt andet Finland.
Derfor er ledelsen også glad for året, der er gået.
- Årets resultat er tilfredsstillende, ikke mindst i lyset af covid-19-situationen. Resultatet inkluderer investeringer i den fortsatte udvidelse og dertilhørende udgifter for nye butikker og nye markeder og fortsatte investeringer i organisatorisk vækst og i IT-systemer. Det samlede antal butikker i kæden er blevet øget med 30 procent over året, så der er mere end 300 buikker, og i løbet af året er vi åbnet op på et nyt marked, Finland.
- De finansielle resultater og udvidelserne i løbet af året har været påvirkede af covid-19-situationen, særligt i de markeder, hvor vores butikker har været delvist lukkede grundet restriktioner. På trods af det ser vi ikke, at covid-19-effekterne har været betydelige for de finansielle poster, lyder det i ledelsesberetningen.
mio. kr. | 2020/2021 | 2019/2020 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 2961 | 2313 |
Resultat af primær drift | 233 | 146 |
Resultat før skat | 327 | 190 |
Årets resultat | 275 | 158 |
Egenkapital | 581,7 | 303,7 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. juli 2021. |