23948sdkhjf

På rette spor: Dagrofa Foodservice vil hjælpe kunderne endnu mere

Et år efter at have overtaget topposten hos Dagrofa Foodservice er administrerende direktør Niels Miles Frandsen overbevist om, at det efter store tab i 2019 og 2020 nu går i den helt rigtige retning.

Dagrofa Foorservice tabte 31 millioner kroner i 2019 og måtte i det coronaplagede 2020  notere sig et tab på 155 millioner. Omsætningen dykkede i 2020 med 820 millioner til cirka 3,6 milliarder kroner.

Tallene for 2021 er ifølge direktøren ikke klar til offentliggørelse endnu, men de ser langt bedre ud, oplyser han.

- Det bliver et minus, men det bliver meget tæt på nul. Det er ikke dér, vi vil være, men vi er klart på vej i en bedre retning. Og der bliver tale om et plus i 2022, fastslår Niels Miles Frandsen.

Han har i sit første år spidsen for Dagrofa Foodservice ikke mindst haft fokus på at forbedre koncernens logistik og digitalisering. Det har omfattet en fintuning af Dagrofa Foodservices ERP-system - den software, der administrerer blandt andet forsyningskæde og drift.

- Vi opdaterede vores ERP-løsning i 2019, og det fungerede ikke optimalt. Kunderne begyndte at brokke sig lidt, men nu har vi fået styr på det og hævet servicegraden, så kunderne får deres varer på det rigtige tidspunkt, nævner Niels Miles Frandsen.

30.000 varenumre

- Dagrofa Foodservice har cirka 30.000 varenumre og cirka 1.200 ansatte.

- Koncernen ejer 100 procent af kødvirksomheden Grambogaard og godt 50 procent af osteleverandøren HKI Ost, der importerer ost fra ikke mindst Frankrig.

- Også specialistselskaberne KødGrossisten og Grøn Fokus er helt eller delvist ejet af Dagrofa Foodservice.

Bedre service

Kunderne i de professionelle køkkener kan i det hele taget se frem til at få bedre service på flere områder. Den nye direktør arbejder således på, at Dagrofa Foodservice i højere grad skal hjælpe eksempelvis restauranter med at drive forretningen mere effektivt.

- Vi kender vores kunder, og vi kan hjælpe dem med for eksempel rådgivning om menuerne og økonomien. Det har vi også gjort tidligere, men vi kan gøre det endnu bedre, siger Niels Miles Frandsen.

- Hvordan adskiller I jer fra jeres store konkurrenter hos Dansk Cater og Hørkram?

- Kundekravene til individuelle løsninger er høje, og dér er vi gode.Vi er meget fleksible og kan levere, når kunderrne har brug for noget uden for konteksten, svarer Dagrofa-chefen.

Han peger også på, at Dagrofa Foodservice driver 30 cash & carry-butikker rundt omkring i Danmark, og at flere af dem har helt specifikke målgrupper. Den nyeste af dem, i Skovlunde, er således målrettet kiosker i Storkøbenhavn og har derfor et særligt stort udvalg af konfekture og drikkevarer.

- Hvad betyder krigen i Ukraine for jer?

- Det er et godt spørgsmål, og jeg kan simpelthen ikke svare på det endnu. Vi er ovre corona, men nu er der så lagt op til store prisstigninger på fødevarer. Det betyder jo blandt andet, at ude på eksempelvis hotellerne skal vores kunder hæve priserne - og få deres kunder til at betale for det, nævner Niels Miles Frandsen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.141