23948sdkhjf

Kundevækst giver Matas det største salg nogensinde

Et stigende antal kunder handler i Matas, og det er med til at give butikskæden et større overskud. Det viser Matas' årsregnskab, der går fra 1. april 2021 til 31. marts 2022.

I perioden har butikskæden fået et overskud på 276,5 millioner kroner. Det er en stigning på tre procent i forhold til samme periode et år tidligere.

Det større overskud kan primært forklares med en rekordhøj omsætning på 4,3 milliarder kroner. Det er fire procent højere end året før.

Flere kunder, der køber mere

I regnskabet forklarer Matas selv den større omsætning med et stigende antal kunder og et større antal handler.

Gregers Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør i Matas, glæder sig over, at det er lykkedes at vokse ovenpå den usædvanligt travle coronaperiode.

- Det lykkedes at vokse på toppen af det usædvanlige store vækstspring forrige år og levere en resultatfremgang trods store investeringer i vores nye strategi, hvor vi tilbyder et større og større sortiment til de danske kunder og samtidig åbner døren til det tyske marked, siger direktøren i en skriftlig kommentar.

Matas har indgået salgsaftaler med tre butikskæder i Tyskland, der tilsammen har 75 fysiske butikker i Tyskland og egne webshops.

De tyske samarbejdspartnere vil få varer fra Matas i løbet af denne sommer.

Forventer trecifret millionvækst fortsat

I det nye regnskabsår, der løber til 31. marts 2023, forventer Matas at kunne vokse yderligere. Blandt andet spås omsætningen at vokse til op mod 4,5 milliarder kroner.

Matas bemærker dog også, at der er flere usikkerheder forbundet med det kommende regnskabsår. Der er således krigen i Ukraine, høj inflation, stigende renter og pres på forsyningskæderne.

- Scenen er skiftet brat i makroøkonomien. Indtil videre har det ikke påvirket forretningen i væsentlig grad, og året er startet fornuftigt. Samtidig står Matas i en historisk stærk strategisk og finansiel position og har derfor kræfterne til at forfølge langsigtede vækstmuligheder trods markant øget usikkerhed, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Matas er i Danmark en landsdækkende kæde med 260 butikker. Kæden beskæftiger tilsammen flere end 2000 medarbejdere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083