23948sdkhjf

Coop-kæde slår egen rekord i økosalg

På trods af den økonomiske krise i Danmark har Irma slået sin egen rekord i salg i økologi i årets fem første måneder. 36 procent af det samlede salg af fødevarer i Irma er nu økologisk, oplyser Coop.

En forklaring på, at salget stiger trods tilbageholdenhed hos forbrugerne generelt, er, at salget i højere grad flytter over til de lidt billigere varianter i Irmas Hverdag. Irmas Hverdag består i øjeblikket af cirka 270 forskellige basisvarer, heraf er 75 pct. økologiske.

- Det viser, hvor vigtig økologien er for Irmas kunder. For dem handler det om at fastholde kvalitet og de værdier, der ligger i de økologiske varer, siger kommerciel chef i Irma, Cathrine Holmegaard Aarup, i pressemeddelelsen.

En anden forklaring er, at Irmas kundegrundlag er koncentreret i hovedstadsområdet, hvor økologisalget på landsplan i forvejen er højest.

Vil være verdensmester i økologi

Irma satte sidste år som mål at øge salget af økologi og i 2025 blive den første supermarkedskæde i verden, hvor halvdelen af fødevaresalget er økologisk.

- Da vi lavede den målsætning, så verden meget anderledes ud, men vi har besluttet at holde fast, og vi vil fortsat arbejde for at blive den første supermarkedskæde i verden, hvor økologi udgør over halvdelen af salget, siger direktør Jan Larsen, Irma.

For et år siden udgjorde økologien 33 pct. af alle de fødevarer, Irma sælger. Til sammenligning er landsgennemsnittet under det halve, knap 15 pct.

For at fortsætte væksten skal der komme mange nye kvalitetsprodukter på markedet. Irma forventer, at det både vil være de store, etablerede producenter af økologi, der vil sætte mere gang i udvikling af nye produkter, og helt små iværksættere, der kommer med nogle af de anderledes varer, der er forudsætningen for den ambitiøse vækstplan.

/cbu

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078