23948sdkhjf

Analytiker forudser snarligt dyk i priser på dagligvarer

Råvarepriserne falder, og det kan snart betyde, at priserne, man møder i supermarkedet, også kravler nedad

Udviklingen for prisen på mange råvarer ser ud til at være vendt, da der er sket store fald de seneste uger.

For nogle råvarer er der tale om et fald i pris på 10 eller op mod 50 procent.

Det siger Tom Bundgaard, der er chefanalytiker hos råvareanalysevirksomheden Mintec, til Politiken.

- Når råvarer stiger, sker det altid som en raket, fordi der går panik i markederne. Så laver priskurven et omvendt V, hvilket vil sige, at den stiger stejlt, men styrtdykker igen, efter at den når toppen.

- Det er også, hvad der er ved at ske nu, siger Bundgaard til avisen.

Han forventer modsat nogle økonomer, at råvareprisernes fald snart vil slå igennem over for forbrugerne, så priser på for eksempel brød og madolie falder igen. De har gennem en længere periode været stigende.

Tom Bundgaard påpeger, at der er to ting, som næppe vil falde i pris lige foreløbig: gas og olie.

Også privatøkonom og chefanalytiker i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen slår fast, at fald i råvarepriserne kan få betydning for priserne på varerne i supermarkedet.

Det skyldes dels, at producenternes udgifter bliver lavere. Men overordnet er det et udtryk for, at det overordnede pres på den globale økonomi aftager.

Hun forklarer, at priserne for nogle varer er tæt forbundne, eksempelvis benzin- og oliepris. Falder olieprisen, falder benzinprisen.

- Og så er der nogle varer, hvor sammenhængen er mere indirekte. Hvis hvedeprisen falder, har det en vis betydning for brødprisen.

- Men der er også mange andre faktorer, der har betydning for brødprisen. Såsom hvad det koster at tænde lyset i bageriet, og hvad det koster at have folk ansat. Så der er koblingen meget mere svag, forklarer hun.

Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet beskriver den nuværende situation med høje priser på dagligvarer som en prisboble.

Og han er enig med Tom Bundgaard i, at boblen er ved at briste.

Dog forventer seniorrådgiveren ikke, at de lavere råvarepriser slår igennem i dagligvarehandlen lige med det samme.

- Det tager ofte lidt længere tid, før det har en afsmittende virkning på vores fødevarer i forretningerne. Jeg forventer først, at vi er tilbage på et normalt prisniveau om to til tre år, siger Henning Otte Hansen til Ritzau.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.109