23948sdkhjf

Adidas forudser lavere vækst i andet halvår

Adidas har haft fremgang de fleste steder, undtagen Kina. Væksten aftager formentlig andre steder i efteråret

Der er enkelte sorte pletter på landkortet hos sportstøjskoncernen Adidas, der torsdag har fremlagt regnskab for andet kvartal 2022.

For mens man har oplevet tocifret vækst i lande og områder, der udgør 85 procent af omsætningen, er det udfordringer andre steder - særligt i Kina.

Allerede for en uge siden nedjusterede selskabet, der har danske Kasper Rørsted som topchef, sine forventninger for hele året på baggrund af covid-19-relaterede restriktioner i netop Kina.

Selskabet regner med at måtte indkassere en nedgang i sin kinesiske omsætning på et tocifret procenttal.

Europæisk krig kan mærkes

De øvrige markeder går formentlig heller ikke ram forbi, selv om de indtil videre leverer flotte resultater. I Nordamerika lå omsætningen således hele 21 procent højere end i samme periode sidste år.

I Europa har selskabet måttet sige farvel til en omsætning i Rusland på mere end 100 millioner euro på grund af krigen i Ukraine. Alligevel voksede forretningen her med syv procent.

Men selskabet varsler, at det i andet halvår nok kommer til at gå knap så stærkt med at sælge sko, løbetøj og de andre varer i sortimentet.

Skruer ned for forventningerne til året

Derfor er forventningen til den samlede vækst hen over året også sænket fra at ligge højere end 15 procent til et sted mellem 11 og 13 procent.

- Selv om selskabet endnu ikke har oplevet en mærkbar nedgang i salget af produkter eller har set betydelige annulleringer af ordrer i andre markeder end Kina, tager nedjusteringen højde for en mulig nedgang i forbruget i disse markeder i andet halvår som et resultat af de udfordrende makroøkonomiske forhold, hedder det i pressemeddelelsen.

Adidas opnåede i første halvår af 2022 et overskud efter skat på 799 millioner euro (5,9 milliarder kroner) efter skat. Forventningen til året som helhed er et overskud på 1,3 milliarder euro.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141