23948sdkhjf

Legetøjskæde dumper prisen på bæredygtigt legetøj

Forbrugerne fravælger bæredygtigt legetøj på grund af prisen. Det har fået dansk legetøjskæde til at sænke prisen dramatisk. Forældre skal ikke betale ekstra for deres barns sundhed, lyder det fra ejeren

Bæredygtighed er i høj kurs i Danmark, men ifølge en ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Grohe vægter over halvdelen af forbrugerne fortsat pris over bæredygtighed, mens kun hver fjerde prioriterer bæredygtighed over pris. 

For at imødekomme behovet for et prisfald på bæredygtigt legetøj får den landsdækkende legetøjskæde Børnenes Kartel legetøjet leveret direkte fra producenten.

– Forældre skal ikke betale ekstra for deres barns sundhed. Et direkte samarbejde med producenten er i sig selv en simpel løsning, men gør det muligt at prissætte legetøjet billigere end vores store konkurrenter. Vi kan typisk slå 30 pct. af prisen, siger Heidi Ritter, der er medejer af Børnenes Kartel, og tilføjer:

– I en legetøjsbranche med gigantisk import fra Asien ser vi klare fordele ved at have større rådighed over, hvor og hvordan produktionen skal foregå. Gennem samarbejde med en familievirksomhed i Tyskland mindsker vi transportafstande og CO2-udslip og kan spare på plastik i vareindpakningen.

Større salg af bæredygtige produkter

Hos Børnenes Kartel foretrækker kunderne det mere bæredygtige legetøj, når prisen matcher eller er lavere end alternativerne i sortimentet. 

For eksempel sælger legetøjskædens modellervoks uden miljøskadelige stoffer til 6,8 kroner per 100 gram seks gange så meget som almindeligt modellervoks til 11,21 kroner per 100 gram, og sæbebobler med miljøvenlig sæbe til 6,95 kroner sælger tre gange bedre end sortimentets øvrige til samme pris.

Ifølge Ole Storm Jørgensen, der er forbrugerekspert fra Institut for Dansk Detailhandel, afgør prisen på legetøj valget af produkt for mange børnefamilier, fordi de savner gennemsigtighed om miljøhensyn i produktionen.

– Børnefamilier går mest op i bæredygtighed, men mange legetøjsbrands bruger komplekse miljømærkninger og buzzwords som ’greenwashing’ i flæng, som gør det svært at gennemskue produkternes reelle klimaaftryk, siger Ole Storm Jørgensen.

– Inden for forskellige varegrupper fravælger et stigende antal virksomheder grossistleddet for at opnå større indflydelse på produktionen. Gennemsigtighed om deres særlige produktionsform over for forbrugerne giver bonus, fortsætter han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093