23948sdkhjf

Købmand skuffet over politikernes el-udspil: - Som at tisse i bukserne

Jan Jæger, købmand og bestyrelsesmedlem i De Samvirkende Købmænd, roste dog erhvervsminister Simon Kollerup (S) for endelig at henvende sig til erhvervslivet

Spar-købmand Jan Jæger fra Øster Brønderslev fulgte med direkte på en skærm i butikken, da regeringen onsdag præsenterede det udspil, der skal hjælpe private og erhvervsdrivende med at klare de ekstraordinært høje elregninger, som tegner sig de kommende måneder.

Og han var ikke imponeret over muligheden for at udskyde en del af regningen til senere i form af et lån.

- Jeg kan da godt se på mine regninger, at jeg hurtigt kan komme til at skylde energiselskabet en million. Og hvordan skal jeg betale dem tilbage? Jeg skal i hvert fald have regnet på, om det overhovedet kan lade sig gøre. Og der er formentlig mange, for hvem det ikke kan, siger han til Ritzau.

Jan Jæger, der også er bestyrelsesmedlem i De Samvirkende købmænd, havde håbet på en mere håndfast og hurtigvirkende hjælp fra regeringen.

- Der er ingen langsigtet plan med det her. Det er ligesom at tisse i bukserne. De kunne have fjernet momsen på el her og nu. Momsindtægterne er i forvejen unaturligt høje, så det er penge, de ikke har budgetteret med. Og det ville allerede hjælpe os i morgen, hvis de gjorde det. Eller de kunne sænke elafgiften ned til det minimum, som gælder i EU, siger han.

- Første gang erhvervsministeren taler om erhverv

Jan Jæger roser dog regeringen for at forsøge at hjælpe de erhvervsdrivende, der ligesom de private forbrugere er ramt af de høje energipriser.

- Det er positivt, at de tager det seriøst nu. Det er første gang, at jeg har hørt erhvervsministeren tale om erhverv. Men jeg tror også, at dem, der præsenterer en ordentlig løsning på det her, kan vinde valget.

Spar-butikken i Øster Brønderslev måtte i august betale 158.000 kroner for el i august mod 35.000 i samme måned sidste år.

Jan Jæger forventer tilsvarende en regning på 210.000 kroner i september, hvor den hed 45.000 for et år siden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.597