23948sdkhjf

Populær genbrugskæde oplever rykind fra pressede børnefamilier

Inflationen har gjort det dyrt at være børnefamilie i Danmark, og det får flere til at sælge ud af børnenes tøj, så der er råd til også at købe nyt. Flere steder er der ventetid på salgsstande hos populær genbrugsforretning

Den dag krigen brød ud i Ukraine havde genbrugs-konceptet Børneloppen allerede godt i gang i sin forretning med 91 procent bookede stande. 

Siden da er der kun blevet færre tomme hylder i butikkerne, hvor tøj, sko legetøj og meget andet til børn sælges videre til andre børnefamilier. Andelen af bookede standpladser er steget til 96 procent i august måned, og det er der, ifølge medejer Johanna Kiel, en grund til.

- Vi har generelt haft fremgang, siden vi åbnede den første forretning for seks år siden, men lige nu ser vi, at inflationen får endnu flere til at sælge. Det kan være svært for børnefamilierne at få det hele til at hænge sammen i øjeblikket, og det kan give lidt luft i budgettet at få solgt noget af det, der ligger bagest i skabet, siger Johanna Kiel, der åbnede det første børneloppesupermarked i Valby i 2016. 

Børneloppen findes i dag over hele landet med 12 butikker.

Sælger brugt for at kunne købe nyt

31-årige Camilla Dorph-Petersen fra Rødovre har datteren Chloe på et år med sin mand Anders og venter nu en dreng. Derfor er der brug for nyt tøj, nye sutter og en masse andet babyudstyr, og det er en udfordring for pengepungen, fortæller Camilla Dorph-Petersen, som efter første fødsel har været nødt til at arbejde på deltid.

- Jeg har rigtig mange pigeting, fordi vi har en datter, og nu skal vi have en dreng. Så han er jo nødt til at få noget nyt. Jeg har solgt en masse af de ting, min datter er vokset ud af, for at få luft i økonomien, så jeg kan få noget nyt til min kommende søn.

En stor del af de ting, der bliver solgt videre på Camilla Dorph-Petersens stand i Børneloppen, var også købt brugt til at starte med.

- Rigtig meget babytøj kan sagtens holde til at blive båret af mange forskellige babyer, for de bruger det jo kun i et par måneder, før de er vokset ud af det igen. Jeg har sparet rigtig mange penge på at købe brugt, og det, jeg tjener på at sælge de brugte ting, bruger vi udelukkende på børnene, fortæller Camilla Dorph-Petersen, der har solgt for omkring 2000 kroner de seneste måneder og typisk sætter 300 ting til salg ad gangen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094