Bladet Mejeri har spurgt Dansk Supermarked og Coop, om de kunne finde på en tilsvarende kollektiv aktion, hvilket Coop har afvist og Dansk Supermarked ikke har svaret på. - Landbruget har en helt anden status i Danmark, hvor man i flere kredse ser erhvervet som en byrde frem for et aktiv. Man har fokus på miljø- og forureningsproblemer frem for alle de positive samfundsbidrag, hvilket er holdningen helt ind i den nuværende regering med fødevareminister Mette Gjerskov i spidsen. Man ser nærmest ned på erhvervet og har en ide om, at de primære erhverv er mindre værd end de mere videnstunge erhverv, forklarer detailhandelsekspert Bruno Christensen.