23948sdkhjf

Lyserød leveringstjeneste vil udfordre Wolt og Just Eat

Nu kan gadebilledet snart blive mere lyserødt.

Leveringsvirksomheden Foodora, der er kendetegnet ved sine lyserøde bude, rykker nemlig i næste uge ind på det danske marked for at konkurrere med store spillere som Wolt og Just Eat. 

Foodora har de nordiske lande som fokusområde, og deres leveringstjeneste er i forvejen rullet ud i Sverige, Norge og Finland.

- Nu handler det om at komme i gang i Danmark og vinde markedsandele. I Norden skal vi levere alting til alle og overalt på 30 minutter, og det kommer ikke til at ske fra dag et, men det er, hvad vi skal, og jeg ser frem til, at det sker, siger Hans Skruvfors, der er administrerende direktør i Foodora Norden, til DetailWatch.

Målsætningen er at blive en af de mest benyttede leveringstjenester i Danmark og opnå en månedlig ordrevolumen på mindst en halv million i 2024, tilføjer han til mediet.

Indtil videre er 1.000 bude ombord, men planen er at ramme 2-3.000. Foodora leverer dagligvarer, men også takeaway, blomster og andet med en målsætning om at levere inden for 30 minutter.

Foodora blev stiftet i 2014 under navnet Volo og har siden 2015 været ejet af leveringskoncernen Delivery Hero, som har aktiviteter på 74 markeder verden over. 

I efteråret 2021 opkøbte Delivery Hero også den danske takeaway-platform Hungry og konverterede i den forbindelse hjemmeside og app til Foodora.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083