Der er rift om det gode genbrugstøj, og hos Børneloppen, der sælger genbrugstøj til børn, mærker man lige nu et boom i interessen for genbrug. I løbet af bare en enkelt weekend i september omsatte de i deres 14 butikker for mere end 1,5 millioner kroner.
– Det er helt ekstremt, at vi på en enkelt weekend har solgt for så meget, når man tænker på, at priserne hos os er små. Lige nu rider vi på en bølge, der er blevet skubbet af inflationen, men som i forvejen var en voksende megatrend, lyder det fra Johanna Kiel, der sammen med Sofie Brandt er medejer og idékvinde bag Børneloppen.