23948sdkhjf

Færdigt arbejde: Skagen-firma med mange årtier på bagen er blevet solgt

Robin Thomsen har overdraget sit firma til branche-kolleger

Firmaet "Skagen TV og Hvidevarer" har fået nye ejere. Den 68-årige skagbo Robin Thomsen er nemlig kommet til et sted i livet, hvor han er villig til at sælge sit livsværk.

- Man kan jo sige, at jeg er ved at nå en alder, hvor jeg godt kan tillade mig at arbejde lidt mindre. Så det er egentlig hovedformålet med det, forklarer Robin Thomsen.

- Jeg har vel haft butik siden 1980 – og måske faktisk endda lidt før det, siger han med et smil.

Indledningsvist var han medlem af den rent jyske kæde "Audiolink", der efterfølgende var med i fusionen, der blev til den landsdækkende "2tal". Senere igen blev 2tal fusioneret til "Expert" - og de seneste år har han så været en del af kæden Euronics.

Helt indtil for tre år siden drev Robin Thomsen butik på Kattegatvej 6 - men da den blev lukket, så fortsatte han med at servicere sine kunder fra privatadressen på Flagbakkevej 19 i Skagen.

- Jeg synes, at det var meget problematisk at få personale, da jeg drev butik. Og de sidste år var det nærmest en håbløs opgave. Man kunne kun få unge mennesker ind et enkelt år ad gangen - inden de så skulle videre med deres uddannelse. Så til sidst tog jeg beslutningen om at lukke butikken. Men siden dengang har jeg jo så arbejdet fra min egen adresse, og jeg har haft alt det at lave, som jeg overhovedet kunne overkomme.

Ny ejer med Skagen-fortid

De nye ejere af "Skagen TV og Hvidevarer" er fundet inden for Euronics-samarbejdet. Det er nemlig "El-Salg Frederikshavn Radio, TV og Hvidevarer", der har overtaget.

- Vi glæder os rigtigt meget til at overtage, siger Simon Christensen, der sammen med sin kompagnon Christian Langthjem ejer butikken i Frederikshavn.

43-årige Simon Chistensen kommer oprindeligt fra Skagen - og for ham er det noget helt specielt at overtage Robin Thomsens firma.

- Det er en stor ære for mig personligt at overtage for Robin, for jeg er kommet i hans butik helt fra barnsben af, og faktisk var det også hos ham, a tjeg købte mit allerførste hifi-anlæg, da jeg blev konfirmeret, forklarer Simon Christensen.

El-Salg-butikken i Frederikshavn har i forvejen kunder i Skagen - men ved at overtage Robin Thomsens firma satser de på at udvide aktiviteterne i nord.

- Vi håber da på, at vi kan få nogle nye kunder ind, og det giver god mening for os, da vi i forvejen er i Skagen flere gange ugentligt hos vores kunder. Og samtidig er der jo den fordel, at vi kan levere præcis de samme varer (gennem Euronics, red.), som Robin i forvejen gør.

Hjælper lidt endnu

Robin Thomsen oplyser, at de nye ejere må bruge ham i det omfang, de har behov for det, så et stykke tid endnu vil han fortsat komme i kontakt med de lokale kunder.

Men derudover fastslår han egentlig bare, at han glæder sig over virksomhedsoverdragelsen.

- Det er jo rigtigt godt for mig, at Simon - som jeg har kendt siden han var en ung knægt - kommer til at tage over. For når jeg skal have nogen til at overtage mine kunder, så er det vigtigt for mig, at de rent servicemæssigt har den samme indstilling til kunderne, som jeg selv har. Og det er nogle gode mennesker, der kommer til at tage over her. Så jeg har det rigtigt godt med, at de nu skal tage over - og så kan de trække på mig i det omfang, der er behov for det, siger Robin Thomsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094