23948sdkhjf

Her er de villige til at gå langt for at bevare byens dagligvarebutik

De mindre dagligvarebutikker kæmper en daglig kamp for overlevelse. Også i Biersted, hvor borgerne mandag aften trodsede kulde og mørke for at vise deres opbakning

En ældre mand med rollator, en flok børn og deres forældre. De var mødt op i alle aldre for at gå eller løbe til støtte for byens dagligvarebutik, som i lighed med mange andre dagligvarebutikker i mindre byer er udfordret på grund af inflation og stigende energipriser. Og imponerede så det ud, da de i decembermørket - akkompagneret af julemusik og med knæklys - bevægede sig af sted på en 1300 meter lang rundstrækning.

Omkring 450 personer havde tilmeldt sig arrangementet og betalt 50 kroner for en billet. Penge, der går direkte til Dagli'Brugsen. Den store opbakning glæder Michael From, som er medlem af bestyrelsen i Dagli'Brugsen Biersted, der står bag arrangementet i samarbejde med Moseløbet.

- Vi havde håbet på 300 solgte billetter til dette arrangement, som rent visuelt skal vise, at vi er villige til at gå langt for at bevare vores brugs, siger Michael From.

I 2016 købte de to brugser i henholdsvis Svenstrup og Hou butikken i Biersted, og det er vigtigt, at der bliver sendt et signal til de to ejere om, at der er stor opbakning til byens butik, påpeger Michael From.

- Dette arrangement skal vise, at byen i den grad vil deres butik, og samtidig sende et signal til borgerne om, hvor vigtigt det er, at vi handler lokalt.

Hjælp til selvhjælp

For halvandet år siden flyttede Michael From med sin familie fra Nørresundby til Biersted, og derfor er det i frisk erindring, hvilke kriterier der skeles til i forbindelse med huskøb.

- Vi ved jo, hvad vi selv lagde vægt på, da vi skulle købe hus i Biersted. Udover et godt foreningsliv og skoletilbud, var det vigtigt med lokale indkøbsmuligheder, siger han.

Han har forståelse for, at man som forbruger føler sig presset af inflationen, og derfor køber ind i discountbutikker. Det er bare ikke en holdbar løsning, mener han.

- Vi risikerer, at vi ikke længere har en dagligvarebutik i byen. Vi køber stort set alt i brugsen, og det kan godt være, at det koster os 100 kroner mere om ugen, end hvis vi havde handlet i en discountbutik. Men jeg vil hellere betale lidt mere frem for at risikere, at vores huspriser falder, fordi der ikke længere er en lokal indkøbsmulighed, siger Michael From.

Efter gå- eller løbeturen var der mulighed for at købe pølser, og overskuddet herfra gik ligeledes til brugsen. I alt blev der mandag aften samlet omkring 25.000 kroner ind som hjælp til brugsen i Biersted.

Allerede lørdag 10. december kl. 14.00 er der aktivitet ved brugsen igen. Her vil der være julesang i butikken, og fremover er målet at lave flere aktiviteter på pladsen ved og i butikken for blandt andet at skabe et større tilhørsforhold til brugsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078