23948sdkhjf

DS udvider frugt og grønt-kontrol

Efter megen negativ omtale af supermarkedernes kontrol af frugt og grønt, fremlægger Dansk Supermarked nu sine procedurer.
Udenlandsk frugt og grønt i Dansk Supermarkeds butikker er omfattet af stram kontrol, der går langt over, hvad lovgivningen kræver.

Sidste år foretog koncernen selv 400 test af udenlandsk frugt og grønt. I år er der foretaget flere end 1.000 test – størstedelen i oprindelseslandet, hvilket anbefales af DTU Fødevareinstituttet

- Samlet set foretages der flere test af vores frugt og grønt end nogensinde. Ud over de ca. 150 prøver som vi selv har udtaget i år ved modtagelsen af varerne, så får vi i højere grad foretaget test hos akkrediterede laboratorier i det land, varen kommer fra, INDEN varerne kommer til Danmark. Det er langt mere effektivt, for på den måde fanger vi eventuelle bakterier eller overskridelser af grænseværdier, før varen risikerer at lande på hylderne, forklarer indkøbschef for Frugt & Grønt i Dansk Supermarked Peter Løth.

DTU Fødevareinstituttet anbefaler, at man forebygger så tæt ved kilden som muligt, og det er det, Dansk Supermarked gør.

Som at lede efter bakterien i høstakken
For at en udenlandsk producent overhovedet får lov til at levere frugt og grønt til Dansk Supermarked, er indkøberne ude for at besøge stedet og derved sikre, at dyrkning og håndtering foregår under ordentlige forhold. Dansk Supermarked følger hele tiden med i udvikling og tendenser på området og forlanger test og dokumentation, hvis der opstår den mindste mistanke eller risiko for bakterier eller overskridelser af grænseværdier.

- På den måde kan vi foretage en langt mere effektiv kontrol. At lave stikprøvekontroller herhjemme – uanset om det er os eller myndighederne, der foretager dem er som at lede efter en nål i en høstak. Hvert år modtager vi i omegnen af 850.000 europapaller frugt og grønt. Vi kan ikke teste alt, og det giver heller ingen mening at teste bare for at teste. Det er bedre, at få foretaget målrettede prøver i oprindelseslandene, – især de områder, der er fokus på, og som, vi af erfaring ved, kan være problematiske, siger Peter Løth.

Leverandører ryger på porten
Alle Dansk Supermarkeds leverandører har underskrevet samhandelsaftaler, hvor leverandørerne forpligter sig til at sørge for, at varerne overholder dansk lovgivning i alle henseender – herunder også fødevaresikkerhedsmæssige forhold. Hovedparten af Dansk Supermarkeds udenlandske leverandører er GLOBALGAP-certificerede, hvilket er en omfangsrig, uvildig certificeringsordning, som stiller krav vedrørende bl.a. hygiejne og fødevaresikkerhed. Derudover er Dansk Supermarked altid i tæt dialog med DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen, som virksomheden rådfører sig med, ligesom koncernens egne kontrol- og testresultater gerne forelægges myndighederne.

- Det værste, der overhovedet kan ske for os, er, at vi sælger varer, som gør kunderne syge. Hvis ikke vi har tillid til en leverandør, så afbryder vi samarbejdet. Og det gør vores kunder også med os, hvis ikke de har tillid til vores varer. Derfor er vi nødt til at have fokus på området. Det vil aldrig være muligt at teste alle varer. Derfor satser vi på at kunne fange problemerne, før de opstår ved bl.a. at stille krav til vores leverandører, teste og ikke mindst ved at have følere ude i verden og hos myndighederne. Det er sket, at vi har afbrudt samarbejdet med en leverandør, som ikke levede op til vores krav eller ikke kunne fremskaffe fyldestgørende dokumentation, siger Peter Løth.




Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11